Blaue Blume og The Attic Sleepers på Atlas

På fredag, ikke? Der skal du på Atlas. Du skal derned med dine bedste venner, drikke en masse øl og høre fantastisk musik. Danse lidt, måske. Spise en pizza på vej hjem. Vågne op med tømmermænd lørdag. Spise mere pizza. Lyder det ikke formidabelt?

Det bliver det. Og hverken pizza eller øl bliver den afgørende faktor, selvom de normalt kan spille en ret stor rolle for en fredag aften. For selv hvis du spiser kedelige rugbrødsmadder til aftensmad og kun drikker postevand, så bliver fredagens koncert en fantastisk oplevelse. Uden tvivl.

Og det ved jeg, fordi det er Blaue Blume og The Attic Sleepers, der skal spille. Vi har set dem begge to før, og vi blev – mildest talt – blæst bagover. Det er så knivskarpt og fyldt med kvalitet, at du næsten ikke tror dine egne ører. Og at få dem begge to på én aften, er musikalsk forkælelse. Som når burgermanden ved en fejl giver dig en cheeseburger for meget i to go-posen. Eller når to stykker slik klistrer sammen, og du bliver nødt til at spise dem begge på én gang. Det er næsten for meget. Det er næsten for godt. Og så alligevel slet, slet ikke.

The Attic Sleepers byder på drømmende melodier og fin, blød vokal. Jeg var sikker på, at de ville løbe med sejren i årets udgave af KarriereKanonen, men fik desværre ikke ret. De har for kort tid siden udgivet singlen “Lines” med tilhørende video – prøv lige at hør hvor smukt det er. Som en stjerneklar efterårsnat.

Blaue Blume er – uden sammenligning – noget af det mest spændende på den danske musikscene lige nu. De laver musik, som jeg aldrig har hørt det før. Storladent og teatralsk – båret af den absurd flotte vokal. Der er ikke nogen ligesom dem, de er et lille stykke guld i den danske muld. Hvis du – af en eller anden grund – ikke har fået set dem live endnu, så gør det. De er eddermame skarpe.

Festlighederne foregår på Atlas – et af mine yndlingsspillesteder i Århus. Dørene åbner klokken 20, og du får begge koncerter for en flad 100-lap.

Skulle det være småt med finanserne, kan vi selvfølgelig være behjælpelige; Send en mail med dit fulde navn til mia@wondersmakejoy.dk – så deltager du i konkurrencen om en gratis billet. Der er to billetter på højkant, og konkurrencen slutter torsdag kl. 20.00.

Der er ikke nogen god undskyldning for ikke at tage afsted. Så vi ses på fredag! Til musik og øl – og måske en pizza på vej hjem. Det bliver godt.

23 Sep

Tako Lako – Pulse Riddle

Skrevet af Lukas Kategori: Anmeldelser, Blogge
Tako Lako - Pulse Riddle

Jeg har en ven, der hedder Daniel. Lige nu er Daniel og Mia ude for at hente ingredienser til en pizza. Denne her historie om at have Daniel boende går et stykke tilbage. Faktisk går den helt tilbage til Spot Festival 2013. Han har ikke boet her lige siden, ganske vidst. Men tilbage i 2013 boede Daniel Pihl og Kasper Boldt, to af vores venner, i vores lejlighed under Spot Festival. Almindeligvis deler de en lejlighed i København, så da de var i Aarhus, manglede de sovepladser og havregryn med mælk. Dét var noget, vi kunne hjælpe med.

En sen aften til dén Spot Festival spørger Daniel mig, om jeg ikke skal med ned og høre Tako Lako. Jeg siger, på det nærmeste ordret, at det lortemusik kan han beholde for sig selv. Jeg havde ikke hørt dem live før. Jeg kendte kun til indspilningerne, og balkan har jeg alle dage haft et virkelig ambivalent forhold til.

Efter at have hørt Tako Lakos “Pulse Riddle” gang på gang over de seneste uger, må det øjeblik, i bagklogskabens klare lys, minde ulideligt meget om en sen aften foran Newbees Festival, hvor jeg fortæller Ulige Numres Jacob Ulstrup, at jeg havde tænkt mig at blive væk fra deres koncert, fordi jeg ikke kunne lide deres optagelser. Jacob forsøgte efter bedste evne at fortælle mig, i sine pæneste ord, at jeg lidt var en fuldemandsdouche, og at det Ulige Numre, der var på vej, var helt anderledes end det gamle. Få dage efter udkom “København”. Idiot-fuldemands-Lukas.

Som I næsten kan forestille jer, så er det sket oftere end ofte, at vores umiddelbare oplevelse af et stykke musik, har resulteret i, at vi er kommet galt afsted. Public relations tror jeg, vi skal holde os langt væk fra. Men én ting er sikkert; Vi er ikke blege for at melde ud, at vi har taget fejl. Og med Tako Lako’s “Pulse Riddle” har det virkelig vist sig at være tilfældet.

Pladen, “Pulse Riddle”, den er fandme mærkelig. De første fem numre er som taget ud af Eurovision Song Contest. 12 points to Belarus. Det er velproduceret balkanpop. Syd-øst europæisk kulturliv og moderne musikproduktion i perfekt symbiose. Jeg synes, det er sjovt. Og det er altså et kompliment, selvom det ikke nødvendigvis lyder sådan.

Jeg er enormt imponeret over, hvor velproduceret lyden er. Jeg synes, det er langt ud over det sædvanlige, og fra ende til anden sætter både pladens første og sidste halvdel mange af de produktioner, som lander i vores mail, til skamme. I længden falder den humor, som jeg oplever i pladens første fem numre, helt til jorden. Men det er på alle mulige måder en smagssag, og når jeg hører pladens anden halvdel, kan jeg sagtens overleve fem numres Eurovision.

Det skal først og fremmest siges, at “Pulse Riddle” ikke er delt op i to. Det er min oplevelse af pladen, som er det. For lige så let som jeg tager på de første fem numre, lige så gravalvorlig er jeg omkring de sidste fem numre.

Det kan siges såre simpelt, at Tako Lako mestrer musik. “Right Hans Leads”-versets dubbede og simple opskrift, sammen med selvsamme nummers omkvæd, rummer fra A-Z al den dybde, som jeg havde håbet på at finde på både Mother Lewinskys debut-EP og The Awesome Welles debutalbum. Det er soundtrackværdigt for hver eneste superheltefilm jeg har set, siden Marvel og DC Comics begyndte at tage sine egne film alvorligt. I et lidt andet univers står Shredder med sine allerspidseste klør på struben af April O’Neil, og hver eneste af de fire Ninja Turtles er døde. Men i sidste sekund rejser den ene sig alligevel og redder April på bekostning af sin egen død. I netop dét øjeblik eksploderer “Right Hans Leads”-omkvædet ud i hver eneste biografsal i hele verden.

Kan det blive bedre? Ja, det kan det godt. Pladens ultimative vinder er det 8 minutter og 33 sekunder lange “The Fury”.

Tako Lako – The Fury

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

“The Fury” er det bedste nummer, jeg har hørt i år. Det er hurtigt som Spleen United, velproduceret som Sko og Torp, og storladent som Disney. Det er lyden af hovedet på hver eneste OL-atlet lige dét sekund, de skal præstere. Hver eneste student efter de har fået 12 til eksamen. En kvindes planlægningsgen i det sekund hun opdager, at hun er gravid. Vi snakker tempo, folkens. Og når tempoet er så højt, og kvaliteten kan følge med så langt som den gør, er jeg ikke bange for at bruge stereotyper. Jeg har lidt travlt for tiden, og mit allerhøjeste ønske lige nu måtte være, at hver eneste ting jeg gjorde, foregik med samme hastighed, påståelighed og kvalitet som “The Fury” gør det.

I mellemtiden er Daniel og Mia kommet hjem. De har købt ind til pizza. Så nu vil jeg sumpe tilbage i den alt for langsomme virkelighed, mens jeg undrer mig over, at jeg, fordelt på to reelle muligheder for at vælge Tako Lako til i mit liv, først som koncert og senest som blogindlæg, har Daniel Pihl boende. Imens kan du høre “The Fury” og glæde dig til at hele albummet “Pulse Riddle” går online på din lokale streamingtjeneste.

21 Sep

Oppenheimer 2014

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Oppenheimer 2014

Det er dagen derpå på dagen derpå. I fredags var vi til Oppenheimer på Radar, og det var – uden tvivl – en succes. God musik, dygtige afviklere og masser af glade mennesker, der brugte deres fredag aften sammen med os.

Aftenen startede med Heimatt, der som forudsagt blev den perfekte åbner. Som den første festivals-fadøl, der langsomt varmer dine kinder op og får dig i godt humør, gik de på scenen med et smil og fik gjort kål på den værste generthed blandt publikum, der langsomt – men sikkert – begyndte at rokke med til de folkede toner.

01

Fredagens koncert var uden violinist, og selvom det bestemt har sin charme på mange af numrene, var det faktisk dejligt at høre en koncert uden. Det var som om, at der blev mere plads til resten af musikken, og nogle af numrene fik lov til at blive lidt mere rockede end normalt. Det kunne jeg godt lide. Særligt “No Wonder” og et cover af Kavinskys “Nightcall” gjorde indtryk. Desuden spillede de et helt nyt nummer, som jeg desværre ikke kan huske titlen på, men som vil være at finde på det kommende debutalbum, og det var virkelig, virkelig godt. Utrolig ørehængende og radiohit med stort R. Det skal I glæde jer til at høre!

Herefter var det Fjers tur. Hun fremførte sin EP “Beautiful Home” fra start til slut, og det var en vellykket oplevelse. Det var intimt og stille, og selvom ikke alle fremmødte var med på at lytte i stilhed, sænkede der sig en opmærksom ro over Radar. Hun har en flot, flot vokal – også live – som gør sig særligt godt i samspil med backing-vokaler, og som aftenens eneste kvinde skilte hun sig smukt ud fra mængden.

09

Da Sonja Hald skulle på scenen, var salen på det nærmeste fyldt. Publikums-promillen var steget med et par procenter, og stemningen var usandsynligt god. Det var tydeligt at mærke, at en del af publikum var kommet for at høre netop denne koncert, og folk stod helt oppe ved scenen – nogle sågar iført Sonja Hald-huer.

03

Ligesom de sidste gange vi har set dem, leverede Hald-flokken en gennemført koncert. “Du ka’ dø af det der” åbnede ballet, og publikum var med fra starten – og helt til slut. Uanset om man kan lide musikken eller ej, må man tage hatten af for, at Sonja Hald har fundet en niche i det danske vækstlag, som er uudnyttet på nuværende tidspunkt – og de forstår at spille deres kort på den helt rigtige måde. De leverer gode melodier og finurlige tekster, og publikum kvitterer med umiddelbar begejstring. Og det er fuldt fortjent.

Omkring klokken 23 var det tid til – for mit vedkommende – aftenens højdepunkt. Mílford havde taget turen fra København, og efter at have lyttet til debutalbummet “Smithereens” på repeat var mine forventninger tårnhøje.

05

Heldigvis blev de indfriet til fulde – på trods af indledende tekniske vanskeligheder med en guitarforstærker, og en skidesur lydmand, som ikke gad hjælpe de stakkels fyre på scenen.

Det var en smuk, smuk koncert. Forsanger Johan Nørregaard har en ganske unik stemme, som både kan være helt stille og skrøbelig, men også voldsom og højtråbende – og kombinationen af de to gjorde sig fantastisk på scenen. “Skin and Bones” er et af de fineste numre, jeg længe har hørt, og at høre det live var en musikalsk mavepuster fyldt med følelser. Det var fint og hjerteknusende. Lige som det skulle være.

Som afslutning på koncerten spillede drengene et nyt nummer, som også fungerede til UG. De har i den grad fat i den lange ende med deres musik, og jeg glæder mig sådan til at se dem igen snart.

Efter Mílford var det tid til aftenens surprise act – der (trods navnet) ikke var tænkt som en overraskelse, men derimod som et vel-booket trækplaster, der blot blev offentliggjort senere end de andre navne.

Og trækplaster, det var de – for da Rangleklods gik på scenen ved midnatstid, var der godt fyldt i lokalet. Jeg havde dog ikke en oplevelse af, at det var væltet ind med folk, som kun var kommet for at høre Rangleklods. Jovist, der har der sikkert været en flok – men overordnet set, var der mange af de samme mennesker, som havde været der hele dagen. Og det må siges at være en succes. Stemningen var høj, og mens Rangeklods leverede sine velkendte, sveddryppende numre, festede publikum med.

Generelt var der mange mennesker i løbet af hele aftenen – med højdepunkter til Sonja Hald og Rangleklods. Sidste år var der ikke så mange mennesker i løbet af dagen, men fuld knald på til Ukendt Kunstner, som lukkede ballet – og i sammenligning hermed, må dette år siges at være en klar forbedring. Så props til Oppenheimer-folkene, der har sammensat et alsidigt program, der har kunne lokke mennesker til hele dagen.

Årets Oppenheimer var – i mine øjne – en klar succes. Alle koncerterne var gode – og hver koncert bragte noget særligt med sig, hvilket gav en god dynamik i aftenen. Derudover var der fantastisk god stemning bag scenen, hvor alle snakkede med alle og gav en hånd med, når det var nødvendigt. Det oplevede vi ikke på samme måde sidste år, og det gav en dejlig ro blandt de optrædende, og gjorde det til en endnu hyggeligere aften.

Så tak til Oppenheimer. Tak til bands og publikum. Vi havde en dejlig aften, og vi håber, vi ses igen næste år!

18 Sep

Ses vi til Oppenheimer?

Skrevet af Mia og Lukas Kategori: Blogge
Ses vi til Oppenheimer?

I morgen er der fest på Radar. Oppenheimer inviterer, og du skal med.

Og det skal vi også. For ligesom sidste år har vi været så heldige at få konferencier-tjansen, og når showet starter klokken 20, står vi klar på scenen til at præsentere dette års program.

Ballet åbnes af Heimatt, der med garanti kan få dig i fredagshumør. Med deres livsglade indiefolk med masser af klap og “hey!” er de den perfekte katalysator for aftenen, og vi forudser, at de musikcharmer sig ind på livet af hele Godsbanen.

Aftenens næste act er Fjer, der byder på blød electrosoul og smuk vokal. Med numre som “Children” kommer hun uden tvivl til at skille sig ud fra aftenens andre optrædende, og hendes bløde elektroniske toner kommer til at gå sig godt med en fredagsdrink eller to.

Klokken 22 går Sonja Hald på. De vandt årets udgave af KarriereKanonen og er nu i gang med at spille landet tyndt. Og de gør det godt.

Vi har set dem et par gange til Fatter Eskil-prisen, hvor vi har været dommere, og de leverer en gennemført koncert hver gang. Med barndomsminder og røverhistorier – og fantastisk publikumskontakt. Det kan kun blive en god oplevelse.

Herefter er det tid til Mílford – det band, vi glæder os allermest til at se. Vi har skrevet om dem et par gange, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at de har ramt et blødt punkt i vores musikhjerter. I juni måned udgav de debutalbummet “Smithereens”, og det er den fineste samling musik, vi længe har hørt. Bundærligt og meget smukt – båret af forsanger Johan Nørregaards unikke vokal.

Den koncert må I altså ikke gå glip af. Så uanset om I har andre planer – hvad enten det er familiefødselsdag eller vild bytur – så kig lige forbi klokken 23, ikke? Det bliver så godt.

Traditionen tro byder Oppenheimer også på et surprise act – dette år præsenteret i samarbejde med de søde folk fra Northside. Valget er faldet på Rangleklods, og det er vi rigtig, rigtig glade for.

Det bliver fredagsguf for alle lommepengene, når den dynamiske duo indtager Radar og byder på velkendte lækkerier fra udgivelserne “Home” og “Beekeeper”. Den perfekte afslutning på et godt og alsidigt program.

Hele herligheden koster 30 kroner. Billetterne købes i døren, og der er åbent fra klokken 19.

Og hvis fem koncerter på en aften ikke skulle være nok, er der mere at komme efter.. For allerede fra klokken 17 kan du komme i fredagsstemning, når Northside og Oppenheimer afholder musikquiz på Godsbanen. Der er Northside-præmier og P3-værter, og det bliver uden tvivl den perfekte opvarmning til en aften fyldt med god musik.

Så kig forbi. Det kunne være så hyggeligt. Hør noget musik, drik en øl – vi lover, at det bliver godt.

Ny video fra The League of Extraordinary Gentlemen

Mandage er sjældent særlig spændende. For det meste forsvinder de i en dis af lunken kaffe og arbejdsopgaver, og weekenden synes uendeligt langt væk.

Nogle gange sker der gode ting – som f.eks. i dag, hvor danske Simon Muschinsky og amerikanske NOTE  – bedre kendt som The League of Extraordinary Gentlemen – udgiver ny video..

I har hørt om dem før – The League of Extraordinary Gentlemen. Og ikke bare fra den halvdårlige film fra 2003 med Sean Connery og Captain Nemo.

Vi skrev om dem i forbindelse med SPOT Festival 2014, hvor vi anbefalede, at I kiggede forbi Den Rå Hal på Godsbanen, hvor TLOEG gav deres første koncert på dansk grund. Og jeg håber virkelig, at I hørte efter – for det var en super svedig oplevelse, der på alle måder slog fast med 7-tommer søm, at der er en ny, hårdtslående spiller på banen. Muschinskys knivskarpe rytmer gjorde sig formidabelt med NOTEs dybe rap, og publikum kvitterede med håndtegn og massive klapsalver.

Siden har vi lyttet en del til EP’en “Superconductor” (som kan lyttes her), samt NOTEs kommende soloudspil “Love And Indifference”, som jo desværre ikke falder ned i dansk-kategorien, og derfor ikke vil blive omtalt yderligere her hos os – men lyt lige til det, når det udkommer, ikke? Det er megalækkert.

Og nu er der nyt på vej.. Udspillet “Replay” er en smagsprøve på det album, som forhåbentligt er lige på trapperne. Videoen er lavet af danske 73collective, som har drejet på de helt rigtige knapper og lavet en fed, fed visualisering af TLOEG’s toner.

Allerede ved introen er jeg hooked. Sikke et beat. Der er fuld fart på i nummerets 4 minutter, og det er voldsomt og larmende – på den helt rigtige måde. Både omkvæd og de smukke bevægelser på skærmen sætter sig fast i mit hoved, og energien virker uudtømmelig. Samtidig formår NOTE at levere en helt tilbagelænet vokal, der står i meget skarp kontrast til musikken – og det fungerer virkelig, virkelig godt.

“Replay” er det første af to udspil, og jeg glæder mig allerede til at se det næste. Mere lækker musik, flere lækre billeder – det kan ikke gå hurtigt nok.

26 Aug

Eirene EP

Skrevet af Lukas Kategori: Blogge
Eirene EP

Vi har skrevet om Eirene før. Sidste år udgav de “Hubris”. En, i mine øje, forfærdeligt overset jysk tone. For tonen var ikke engang jysk, eller sjællandsk, eller fynsk for den sags skyld. Tonen var voksen, og stemmen mere voksen end tonen, og produktionen mere voksen end stemmen. For en gruppe, der på daværende tidspunkt havde udgivet ét nummer og stadig bare var en flok gymnasiedrenge, var Mia og jeg ved at falde bagover af begejstring. Og forundring.

Eirene har nu udgivet en EP, og jeg havde ikke være bleg for at lave en joke om ironien i at udgive en fantastisk førstesingle og kalde den “Hubris”, og så følge op med en fantasiløs to’er. Heldigvis er det ikke tilfældet. Ligesom Anne Gadegaard har sin “Arabiens Drøm”, vil Eirene godt nok altid være ensbetydende med “Hubris” i min bog. Og det er der nu også noget fin symbolik i, selvom det ikke er så ironisk. Det med hubris og kvaliteten altså .. Ikke det med Anne Gadegaard.

Eirenes EP hedder “Eirene EP”. Det kan jeg meget godt lide, for at starte et sted. Enkelt. Der er ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede end de allerede er. Den indeholder fire numre. “Rush”, “Celestine”, “Little Do I Know” og “Loose Ends”. “Celestine” er den bedste, men ikke på bekostning af resten. Næsten i hvert fald.

EP’en sætter af med “Rush”:

“This is / the second / time / we are gonna finish the undone / this time / the beat of the drums / will make you stand up / at once” – (Eirene – Rush på Soundcloud)

.. og den sætter godt af. Men det er ikke mere travlt, end at de giver sig selv plads til en lang række af de ting, vi elsker her på bloggen; unge bands med orgeloptagelser; en ung stemme, som synger fordi den kan synge, og ikke fordi der kun var én i bandet, der turde; og – min personlige favorit – numre, som snildt kunne koges ned til radiosingle-længden 03:00 minutter mod en lille smule musikalsk kompromis, men som ikke er blevet det.

Udover Eirenes “Loose Ends” på 05:13 kan jeg komme i tanke om This Is You’s 04:25 på “Carbon Eyes, De Dødeliges 4:32 på “Sig Det”, og (min favorit) My Heart The Brave’s 16:33 fordelt på “Meditation One”, “Meditation Two” og “Promise (Burns)”. Forestil jer alle tre numre kogt sammen til en 02:45-single, alá hvordan det føles på Kanye Wests “Im In It”. En musikbloggers våde drøm.

“Rush” er en utrolig fin intro, “Celestine” er EP’ens absolutte vinder, “Loose Ends” lukker en knap 20 minutter lang lytteoplevelse meget eksemplarisk. Det eneste nummer, jeg har rigtig svært ved at placere, er det tredje nummer “Little Do I Know”. For at være bund-reel skyldes det, at nummeret falder i baggrund, hver gang jeg hører EP’en. Ikke fordi det er dårligt, men fordi det drukner lidt i de andre gode sager. Så til sidst endte jeg med at starte EP’en på det nummer, så jeg fik den fulde oplevelse af, hvad end der gjorde, at det ikke satte sig fast. »Det er i grunden et rigtig fint nummer«, sagde jeg til mig selv. »Men det falder altså i baggrunden oven på “Celestine”«, nåede jeg frem til. Og det er selvfølgelig både godt og skidt at have et nummer, der er så godt, at et andet falmer. Jeg tror, det ville have løst sig selv ved at bytte rundt på pladens midterste numre. Så havde “Little Do I Know” i hvert fald fået lov til at få sit spotlight – og “Loose Ends” ville sagtens kunne løfte arven efter “Celestine”.

“Celestine”. Gåsehud skal der til, når forsanger Kristian Kolby Eriksen råber sig op i sit allerlyseste register omkring slutningen af nummerets første minut. I “Celestine” viser Eirene allerbedst deres overskud. De har ikke travlt med at nå en dramatisk afslutning. De har for så vidt ikke engang travlt med at spille god musik. Det har taget den tid, det nu engang ville tage at skrive fire numre, og udgive dem, og spørge, om der tilfældigvis skulle være nogen, som havde lyst til at lytte med. Det havde jeg. Og det håber jeg, at du også har fået. Ikke fordi det virker som om, Eirene nødvendigvis har tænkt sig at betale hvad som helst, for at få dig til det. Men du ville snyde dig selv for en omgang velopdragne unge mænd uden armsved og alt for mange hormoner. I virkeligheden er de unge drenge, når unge drenge er kedeligst .. Men af en eller anden årsag er det Eirene, når det er bedst. Det skal være mig en gåde, hvordan man kan være så ung og have så lidt næsering. Men det lyder fandme godt.

“Eirene EP”. Den ligger på WiMP – og andre streamingsteder, der ikke er gode nok til at få gratis reklame. Den kan også købes på iTunes. Det synes jeg, du skal gøre, hvis du kan lide den. De er nogle søde drenge, og de kunne sikkert godt bruge pengene. Jeg vil i hvert fald gerne kaste et par guldmønter efter de fire knægte – i forhåbning om, at de bliver ved med at lave lækker musik.

Side 1 af 59
  
Ældre indlæg