Der er landet ny musik i vores indbakke. Drengene fra Mettro har været i studiet og indspille nummeret “You”, og det er blevet til 3 minutter og 20 sekunders musik, som udgør et usandsynligt godt alternativ til min eksamenslæsning.
Vanen tro er der smæk på fra starten. Basgangen får lov til at brede sig lidt, før der lige så stille bliver bygget mere lyd på, og så får den ellers fuld kraft med animerede vokalbidder, synth og elektropop efter alle kunstens regler. De leger med musikken – de små lyde hist og her og vokalloopet under omkvædet er sjove, men holder samtidig hundrede procent, og det giver både nummer og band noget karakter. Detaljerne gør “You” lækker og alsidig at høre på, og de første par gange jeg hørte det, kunne jeg blive ved med at finde nye lydinputs, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Og det er sådan, et godt musiknummer skal være.
Vokalen er, som altid, proppet med energi. Den er frembrusende og lækker, og jeg elsker de små knæk – det er sådan noget, man scorer piger på. Der er ingen tvivl om, at forsanger Jonas Søgaard er Mettros bedste kort, og hans vokal får lov til at fylde meget. Og det skal den også – for den er virkelig god. Men derfor er det alligevel vildt fedt at høre et nummer fra dem, hvor resten af lydbilledet ikke træder i baggrunden i forhold til vokalen, men træder med frem på scenekanten og kræver lytterens opmærksomhed.
I den medsendte beskrivelse af nummeret står der, at “You” skaber fundament for et nyt Mettro, hvor “det sovende elektroniske vilddyr endelig har fået frie tøjler”. Elektroniske vilddyr har alle dage været min kop te, og derfor glæder det mig, hvis “You” er forløberen på et endnu mere defineret udtryk for Mettro, hvor elektropoppen dyrkes. De er nogle dygtige drenge, og jeg er fast overbevist om, at de kan drive det langt. Og hvis de følger stilen fra “You”, så er de godt på vej.
I sidste weekend løb årets SPOT Festival af stablen i Århus. Musikere, publikum og branchefolk stimlede sammen i området omkring Musikhuset for at opleve ny og upcoming musik, og over 120 bands gav koncerter i løbet af de to dage.
Lukas og jeg var akkrediterede, og vi havde en fantastisk festival. Vi havde besøg af to venner fra København, hvoraf den ene af dem arbejder for VUF Empire, og det var gennemført hyggeligt. Modsat tidligere år, hvor vi har fyldt hele festivalen op med møder og aftaler med musikere og branchefolk, så havde vi i år besluttet os for ikke at lave nogen aftaler, men bare tage det løbende, og i stedet fokusere på de koncerter, vi gerne ville nå at se. Og det fungerede skidefint.. Ingen stress – bare god tid, god musik og gode mennesker.
Jeg var, som nævnt tidligere, udvalgt til at være én af de 9 officielle SPOT Tweeps, og min Twitter-app var på overarbejde hele weekenden. Jeg ved, nogle af jer har fulgt med derinde, men for jer andre kommer her et lille (læs: rimelig langt) recap af vores festival..
Fredag
SPOT Festival 2013 startede (for os) med Kadie Elder, der bød på både musik og boblevand. I forbindelse med udgivelsen af deres debutalbum havde de taget champagne med til de fremmødte, og det gav helt sikkert nogle point hos det lidt eftermiddagsgenerte publikum. Udover champagne leverede de fem fyre gedigen elektromusik med lækre beats og lækker vokal, og da koncerten var slut, stod både Lukas og jeg med en rigtig god mavefornemmelse. Ballet var åbnet, og dette års festival lovede usandsynligt godt..
Efter koncerten begav vi os ned mod Radar, hvor Dinner skulle spille. Vi har skrevet om ham tidligere, så vi kendte godt musikken og manden bag, men alligevel kom det lidt bag på os, hvor syret en oplevelse, det var.. Anders Rhedin, aka Dinner, trådte på scenen alene – med et klæde over hovedet, som dækkede størstedelen af hans ansigt. Med sin dybe stemme og en masse rumklang fangede han publikum fra starten, og selv om et par stykker af de fremmødte var lidt skeptiske i starten, fik han dem lige så stille lukket ind i sit univers. På Twitter beskrev jeg koncerten som et syretrip i solen en søndag eftermiddag, og det er rimelig spot on – men ment på den allerbedste måde. Det var anderledes i ordets bedste forstand.
Efter en sandwich, et hej til Annasaid-drengene og en lille snak med Carsten Holm fra P6, var det tid til Broke. Jeg kendte dem ikke rigtig på forhånd, men Lukas havde hypet dem en del, så jeg havde egentlig en god stak forventninger. Der var fuld smadder på lige fra starten; trommerne trampede derud af, guitaristen smed trøjen, og der blev skruet op for både volume og lysshow. De tre fyre fremstod meget anonyme, som de stod på scenen dækket i røg og langt hår, men alligevel var de fandens markante, fordi deres lyd fyldte så meget. Jeg kan i skrivende stund ikke huske et eneste af deres numre, men jeg kan helt tydeligt huske oplevelsen af at stå til koncerten og høre musikken. Jeg kan huske, at trommerne var super tight, at numrene var støjende, men stadig melodiøse, og jeg kan huske, at guitaristen væltede to forstærkere, sin guitar og sig selv ned fra scenen i afslutningsnummeret. Og mere har jeg egentlig ikke behov for.. Det er nok til, at jeg ville tage til én af deres koncerter igen.
Derefter var det egentlig tid til at splitte op.. Lukas ville se Broken Twin, og jeg var fast besluttet på at se Lulu Rouge, så vi gik hvert til sit – men Broken Twin var så populær, at de måtte lukke dørene pga. pladsmangel. Så Lukas kom (lettere slukøret) tilbage og gik med til Lulu Rouge. T.O.M. og Buda gik på scenen til massive klapsalver, og det kunne bestemt mærkes, at publikum havde savnet dem de sidste 3 år. Med sig havde de Fanney Ósk fra Kúra, Mikael Simpson og Asbjørn, der hver især lagde vokal til et par numre. Alle 3 var formidable, men Asbjørn overskinnede lidt det hele. Med sin fantastiske vokal, sine særprægede dansetrin, og sine meget stramme, højtaljede, hvide bukser og pelsjakke stjal han fokus, og selv de let forskrækkede fyre, der stod bag mig og blev ved med at sige “Er han for real ham der?”, måtte til sidst overgive sig til Asbjørns dans og drengede charme.
.. Og så blev vi lidt trætte. Vores venner fra København ville til Mø, men hverken Lukas eller jeg havde det store behov for at se hende, så vi begyndte så småt at trisse hjemad. På vejen gjorde vi holdt ved Atlas, hvor Slowolf skulle spille. Der var bløde sofaer og øl, og det var sådan set rigtig lækkert, så vi endte med at blive koncerten ud. Vi kendte begge to “See You In My Dreams” på forhånd, men var positivt overraskede over resten af musikken. Man kunne godt mærke, at “See You In My Dreams” var deres stærkeste kort, men resten af settet var stadig ret fedt, og specielt frontmand Andreas Asinghs evne til at synge og spille trommer samtidigt imponerede.
Lørdag
Andendagens program bød hovedsageligt på halvstore navne og siddende koncerter, hvilket egentlig er ret atypisk – særlig for SPOT Festival. Vi startede med Sebastian Lind i Store Sal. Hverken Lukas eller jeg hører musikken til daglig, men han er ikke desto mindre skidedygtig, og vi ville gerne opleve ham live – særligt når nu vi havde en repræsentant for VUF Empire boende i vores stue. Der blev spillet en god samling af nyt og gammelt, og jeg var meget positivt overrasket. Med små, sjove dansetrin og en overlegen vokal smeltede Sebastian Lind hele Store Sal, og piger måtte forlade deres siddepladser for at komme ud på midtergangen og danse. Stemningen var høj, og da koncerten blev afsluttet med Justin Timberlakes “Suit and Tie” rejste hele salen sig for at danse med.
Efter Linds popfremvisning var det tid til den koncert, jeg havde set allermest frem til – nemlig islandske Ásgeir Trausti. Jeg havde forelsket mig i hans nummer “Leyndarmál” hjemmefra, og derfor havde jeg virkelig store forventninger til hans SPOT-koncert – forventninger, som i høj grad blev indfriet. Vokalen var fejlfri og smuk, og det elektroniske element i numrene gjorde sig umådeligt godt. For min skyld kunne han dog godt have droppet de engelske numre, og kun holdt sig til de islandske – det virkede knap så storslået, når man pludselig kunne forstå teksten, og jeg ville ønske, at han kun havde sunget på islandsk. Ikke desto mindre var det en vidunderlig koncert, og fra det øjeblik den sluttede, glædede jeg mig til at komme hjem og høre musikken igen.
Post-Trausti gik vi på jagt efter noget aftensmad uden for SPOT-området (thi det er pissedyrt). Vi endte i Rema, og efter at have indtaget en sandwich på græsset foran Musikhuset, hookede vi op med Annasaid-drengene igen. Vores næste planlagte koncert var We Invented The Night, men da der på dette tidspunkt var herrelang tid til, besluttede vi os for at se Turboweekend, selvom det egentlig ikke rigtig var planen – men så havde vi da noget at tage os til. Det viste sig at være en rigtig god idé. Cirka lige så god som skiveskåret brød. I anledning af udgivelsen af “Shadow Sounds” lavede de nemlig en siddende koncert, hvor de fremførte numrene fra albummet – dvs. velkendte numre, men på en ny og mere afdæmpet måde. Det hele var intimt og nede på jorden, men alligevel bombastisk, og de tog fulstændig røven på os begge, i forhold til hvad vi havde regnet med, vi skulle se. Der var både nye numre som “On My Side” og ældre numre som “Into You”, alle sammen fremført meget mere minimalistisk end normalt. Særligt “Trouble Is” vakte begejstring, og personligt blev jeg meget rørt af at høre nummeret så nøgent – det blev på en måde meget mere voldsomt end originalen, og det kunne jeg rigtig, rigtig godt lide. Silas Bjerregaard er en uhyggeligt dygtig sanger, og koncerten i Store Sal var intet andet end en cementering af hans imponerende vokale evner. Det var overlegent og legende let.
Efter Turboweekends magtdemonstration var det tid til noget helt andet. We Invented The Night skulle spille på Café Scenen, og det var én af de koncerter, vi havde sat kryds ved fra starten. Både fordi de har sendt os en del mails, men også fordi man automatisk lægger mærke til et band, som både har Asbjørn og Ida Wenøe fra Boho Dancer med på rollelisten. I dagens anledning var de 9 mand på scenen, som leverede velvoksent post-rock – med 3 vokaler og 2 trommeslagere. Publikum tog rigtig godt imod musikken – særligt “Hestesangen” (ja, det hedder den åbenbart) var fed, med smukke harmonier og fællesklapperi til sidst.
Alt i alt var dette års SPOT Festival en festival med rigtig meget at byde på. Mange koncerter, mange spillesteder, mange mennesker – og meget høj kvalitet all round. Vi fik ikke rigtig leget vigtige branchefolk og snakket med en hel masse fremmede mennesker, men vi havde en rigtig god festival med søde mennesker og rigtig gode koncerter. Faktisk havde vi ikke én eneste dårlig koncert. Sidst vi var på SPOT, var der i hvert fald én koncert, vi blev nødt til at gå fra, men det har slet ikke været aktuelt i år. Så big ups til både musikere og bookere.
Og nu er det hele slut.. Og skiftet ud med eksamenslæsning.. Og der går et helt år, før der står SPOT på programmet igen.. Det er fandme trist. Heldigvis er der kun lidt over en måned til næste festivaloplevelse, nemlig Northside Festival. Og vi glæder os.
Tak til SPOT 2013 – vi ses til næste år.
Om ganske få minutter går SPOT Festival 2013 for alvor i gang. Den Sorte Skole åbner ballet med en koncert i Den Gamle By kl. 23, og fra da af og de næste to dage frem bliver Århus forvandlet til et overdådigt tag-selv-bord af musikalske lækkerier. Over 100 navne er på plakaten, og det kræver således noget hjemmearbejde at finde ud af, hvilke koncerter man skal se.
Hvis du endnu ikke har besluttet dig, eller bare godt kunne bruge lidt inspiration til at få fyldt de sidste huller i programmet, så har vi samlet nogle anbefalinger her. SPOT Festival har de sidste par dage på Twitter kørt med hashtagget #3JegSkalSe, og har på den måde fået brugere til at anbefale 3 bands, som de skal se på festivalen. Det er nemt og overskueligt, og selvom det i forhold til programmets omfang og kvalitet nærmere burde hedde #30JegSkalSe, så har vi valgt at følge stilen. Vi har derfor hver især udvalgt 3 bands, som vi vil anbefale.
Mias anbefalinger:
Lulu Rouge
I mandags udkom albummet “The Song Is In The Drum” – et album, som mange (mig selv inklusiv) har ventet på med længsel siden “Bless You” fra 2008. Fredag spiller de deres første liveshow i 3 år. Med på scenen har de bl.a. Asbjørn og Fannye Osk, og der er ingen tvivl om, at SCC bliver proppet til bristepunktet.
SCC That, fredag kl. 21.30
Ásgeir Trausti
Blød vokal, smukt guitarspil og komplet uforståelige tekster. Ud fra beskrivelsen kunne det lige så godt være Bon Iver – men det er islandske Ásgeir Trausti. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men har udviklet et mindre musikalsk crush i løbet af de sidste par dage, og jeg glæder mig til at se, om han kan leve op til mine forventninger.
Rytmisk Sal, lørdag kl. 18.00
Den Sorte Skole
Samtidig med Ásgeir Traustis koncert i Rytmisk Sal giver Den Sorte Skole, der netop har udgivet deres Lektion III, deres sidste af i alt 3 koncerter under SPOT. Jeg kan selvfølgelig ikke være 2 steder på én gang, og jeg kommer derfor ikke til at opleve den her koncert, men må tage én af de andre – men derfor fortjener den stadig en anbefaling. Koncerten foregår i Store Sal, og der vil være både visuals og lysshow med, og derfor er jeg ikke i tvivl om, at det bliver den fedeste af de 3 koncerter.
Store Sal, lørdag kl. 18.00
Lukas’ anbefalinger:
Dinner
Dinner er i mine øjne et meget overset navn i det danske musiklandskab. Forhåbentligt vil hans SPOT-koncert få sat gang i den brancheacceleration, som han fortjener.
Radar, fredag kl. 18.00
Broke
Littauer-drenge har alle dage været svære at komme uden om. Broke, som består af Simon Littauer og Mads Bergland, er ingen undtagelse. Jeg er kæmpefan af Lucky Bird, og jeg var kæmpefan af Electrojuice dengang det fandtes. Nu er Broke kommet på banen, og efter at have turneret med Reptile Youth er de i Århus. Det må du ikke gå glip af.
Radar, fredag kl. 19.30
Broken Twin
Broken Twins EP “Hold On To Nothing” har fast plads i vores pladespiller. Vi skifter en gang imellem, men så snart jeg kan komme til det, kommer den tilbage. Det er en fantastisk plade – som både kan høres med 45 og 33 omdrejninger i minuttet alt afhængig af ens humør. At Majke Voss Romme og hendes smukke stemme kommer til Århus er fantastisk. At hun kommer til Århus under SPOT er dog endnu mere fantastisk – og jeg glæder mig til at opleve hende live.
Lille Sal, fredag kl. 21.00
Det var vores besyv. Hvorvidt vi reelt når alle ovenstående koncerter, er aldrig til at sige – men vi vil gøre et ihærdigt forsøg. Hav en rigtig dejlig festival – vi ses derude!
Årets SPOT Festival er så småt gået i gang. Øst For Paradis danner rammen om en musikfilmfestival de næste par dage, og de første armbånd er allerede kommet på håndledene.. Der er lagt op til en musikfyldt weekend, hvor danske og udenlandske bands kæmper om publikums og branchefolks opmærksomhed, og Lukas og jeg glæder os ualmindeligt meget. Musikprogrammet er proppet til bristepunktet med lækre navne, og det har været en sand kamp at få et nogenlunde overblik over vores tidsplan for weekenden. Men nu er vi så småt ved at være der.. Vi laver et indlæg med anbefalinger senere, men først vil jeg lige dele en lille nyhed med jer..
Jeg er nemlig blevet udvalgt til at være blandt de officielle SPOT Tweeps. SPOT Festival sætter i år fokus på de sociale medier, særligt Twitter, og derfor har de udvalgt 9 musikkyndige mennesker, som de vil følge under festivalen. Det er blandt andet Carsten Holm fra P6 Beat, Sidsel Nørgaard-larsen fra Wimp, Neil McCormick fra The Daily Telegraph og Samuel Breen fra The Independent. Og så mig! Jeg er for alvor kommet i stald med de store heste, og jeg føler mig som en meget heldig pony.
Ideen er, at vi skal tweete om vores oplevelser og tanker under festivalen. På den måde skulle SPOT-stemningen gerne sprede sig ud i cyberspace – og via vores “indgående kendskab til musikbranchen”, som SPOT så flot skriver det, skal vi give “kvalificerede fortolkninger” af festivalen.
Det lyder alt sammen meget fancy.. Overordnet set tror jeg bare, det bliver skidesjovt – og det var hovedsageligt også derfor, jeg sagde ja til titlen.
Så kom over på Twitter og være med til at sprede noget SPOT-love. Giv mig og de andre SPOT Tweeps et follow, skriv om jeres oplevelser, post billeder eller videoer. I kan finde min profil lige her.
For et par timer siden gik jeg i gang med en lille forårsrengøring i min mailindbakke. Jo større ens blog bliver, jo flere mails kommer der ind, og Wonders er efterhånden oppe i en størrelse, hvor vi næsten ikke kan nå at læse alle indkommende mails, selvom jeg gør et ihærdigt forsøg hver dag. Det betyder, at jeg har måtte oprette et sirligt system. De mails, som ikke har nogen relevans for os (f.eks. de utallige pressemeddelelser og invitationer til modearrangementer, som vi af mystiske årsager modtager) bliver slettet. De mails, som godt nok handler om musik, men som ikke er fra danske bands, bliver besvaret med en “Tak, men nej tak”, og de mails, som indeholder dansk musik, som vi skal have kigget nærmere på, bliver markeret med et lille rødt flag. På den måde kommer der en vis opdeling i galskaben. Og hvis jeg selv skal sige det, fungerer mit system ret godt. Desværre medfører flag-systemet, at der nogle gange er mails – gode mails med god musik – som kommer til at ligge lidt længe, og visse musikere må også have undret sig over, at jeg pludselig skriver tilbage efter 2 måneder og siger, at vi mægtig gerne vil skrive om dem. Men det er altså den eneste måde, der fungerer lige pt.
Én af de mails, som jeg har haft liggende med et rødt flag i noget tid, og som jeg stødte på under min oprydning tidligere, er fra Mount Rushmore Safari. De har lavet en video til nummeret “John Wayne”, og både video og nummer er toplækker. Med cowboys og marshmallows.
Videoen er smuk og gennemført, og der er gået all in på lejrbålsstemning og udklædning – men på en simpel og cool måde, så det ikke fremstår komisk. Og så kan man slippe afsted med meget – lige fra kæderygning og cowboykram til semikannibalisme.
Ren musikalsk er “John Wayne” i høj grad som en velsmurt pistol. Den rå og dybe vokal giver en fantastisk kontrast til den lyse og bløde falset, og som nummeret skrider frem, smelter de to mere og mere sammen og giver en fed og energisk lyd. Der er smæk på lige fra starten, og guitarriffet snor sig direkte ind under huden på lytteren.
Jeg er helt vild med både nummer og video, og jeg tror i høj grad, det har noget at gøre med, at videoen er så tilbagelænet og afdæmpet, mens musikken er tilsvarende energisk og insisterende. Hvis musikvideoen havde været fyldt med action og hurtige klip, var det måske blevet lidt for meget, men som den er nu, er der sublim balance mellem det visuelle og det auditive. Når det så er sagt, så ville jeg gerne opleve “John Wayne” fremført live for fuld smadder – med svedende musikere og skrigende guitar, uden skyggen af tilbagelænethed.
For et år siden var Lukas og jeg dommere til GymnasieSpot, hvor Mettro og Woodhouse løb med priserne. Om et par uger går det løs igen – denne gang på Atlas i Århus. 8 bands kæmper om titlen som Årets Gymnasieband og de lækre præmier, der medfølger – heriblandt spillejob på V58 og fotosession med professionel fotograf.
Selvom Lukas og jeg ikke skal være dommere i år, har vi alligevel fulgt lidt med. Ét af de deltagende bands skrev nemlig til os for et par uger siden, for at gøre opmærksom på sig selv. Bandet hedder Eirene og kommer fra Ringkøbing, og de har lavet et fedt, fedt nummer, der hedder “Hubris”.
Eirene – Hubris
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Stemningen og vokalen minder mig om Kashmir – og den vestjyske kvintet kunne snildt være lillebror til Eistrup og co, i hvert fald i forhold til “Hubris”. Guitarriffet er iørefaldende og genkendeligt, vokalen er lækker og upoleret, og særligt bridgen til omkvædet har sat sig fast i mit hoved.
Generelt er “Hubris” et meget voksent nummer. Når fem gymnasiefyre går sammen for at lave musik, er resultatet oftest meget prøvende og usikkert, men “Hubris” er et meget selvsikkert nummer, og Eirene fremstår langt fra nervøse og pubertære omkring deres musik. De har indtil videre kun udgivet to numre, så at lave en fuldvoksen bedømmelse er måske lidt overilet, men umiddelbart synes jeg, der er rigtig godt potentiale i de vestjyske drenge. Og uden at have hørt resten af deltagerne til dette års GymnasieSpot vil jeg sige, at Eirene har rigtig gode muligheder for at vinde titlen, når konkurrencen løber af stablen på Atlas om et par uger.
Jeg krydser fingre for Eirene – og for resten af deltagerne. Forhåbentligt bliver det en rigtig god dag, hvor både musiklyttere og branchefolk kan få øjnene op for noget nyt, ungt musik.
