“Bag masken de kalder Schultz And Forever, står en kær ung fyr ved navn Jonathan. Og sammen med Jonathan står så en anden kær dreng ved navn Rasmus. Rasmus er Jonathans manager, og jeg var så heldig at støde på ham til Roskilde Rising på Lille Vega i torsdags”. Sådan skrev jeg for lang tid siden. Et blogindlæg, jeg aldrig rigtig kunne finde ud af at afslutte. Men nu kom jeg endelig videre med det, så her får I det.
Lille Vega ligger, sammen med Store Vega og andre endnu større ting, i København, som ligger på Sjælland – langt væk fra Aarhus. Og det er en stor by. Større end Aarhus i hvert fald. Det at være langt væk hjemmefra på rotationsordning hos venner og bekendtskaber er jeg, af uransagelige årsager, blevet rigtig dårlig til, efter jeg fyldte 20 år tilbage i 2010. Derfor tager jeg ikke til København særlig ofte. Ikke fordi jeg ikke kan lide København. Jeg kan bare rigtig godt lide Aarhus.
Det på trods, tog jeg til København den torsdag for lang tid siden. Grundene var mangfoldige, men én fyldte mere end resten; jeg er en del af Roskilde Festivals Roskilde Rising, og torsdag aften var Roskilde Risings aftens på Lille Vega. Derudover var Mads Holmbom, min rigtig gode ven fra Traust Records, som jeg arbejder tæt sammen med i Roskilde Rising, taget til København fra London, hvor han ellers har sin daglige gang, og det skulle udnyttes.
På Lille Vega var jeg, som nævnt tidligere, heldig at støde på Rasmus, som pænt mindede mig om, at Powerclap havde lavet en video af Jonathan og hans musik. Jeg så videoen straks jeg kom hjem til Martin, der også er en del af Roskilde Rising, og som desuden er forsanger i Annasaid.
Det er således, at hjemme hos Martin, der hedder Martin ikke Martin, men Skat. Han bor nemlig sammen med sin kæreste Marie Emilie, som ikke hedder Marie Emilie, men Mille. I Skat og Milles meget gæstfri jydske zone kunne jeg, med et stykke af Milles mel- og sukkerfrie kage (hvordan kan man lave kage uden mel og sukker?) nyde Powerclaps optagelser af Schultz And Forever. Skat og jeg blev enige om, at Jonathan synger godt i videoen. Se med:
Hverken Mia eller jeg har noget at berette fra SPOT Festival. Vi drog hjemad til Fyns land for at deltage i konfirmationer i stedet, og gik dermed glip af det hele. Men jeg håber, at et par stykker af jer fandt frem til Schultz And Forever i virvaret af gode lyde under festivalen. Jeg håber på snart at kunne komme til at opleve ham live. Guderne skal vide, at jeg personligt har forsøgt at booke ham. Desværre var jeg ude i det sygeste, vildeste, sidste øjeblik. Men mon ikke det kommer til at lykkes en dag, snarligt!
Jeg skal rigtig mange ting for tiden. Muligvis fordi jeg har taget munden for fuld, men i særdeleshed fordi jeg snakker om alle de ting, som jeg skal, i stedet for at gøre dem. Jeg laver selvfølgelig også andre ting end at snakke om alle de ting jeg skal. Lad os bare tage i går som et eksempel, hvor jeg formåede at se alle fire Indiana Jones film .. Det var en god dag.
“Så! I dag strammer jeg op”, siger jeg til mig selv hver eneste morgen. Med den samme entusiasme hver eneste morgen. Og hver eneste morgen strammer jeg så selvfølgelig op. I et par timer. Og så laver jeg noget andet og sjovere. Det er først, når jeg står ude i køkkenet og er i gang med at fylde varmt vand i vasken til opvask, at det går op for mig, at nu er det gået for vidt, og så sætter jeg mig tilbage til computeren. Sådan looper det hele dagen ud. Jeg får hverken arbejdet eller vasket op. Det er lang tid siden, at jeg har været så teenage-frygtelig, som jeg er for tiden.
Når vi så får tilsendt ting som We Were Born Canaries’ nye album “We Were Born Canaries”, så bliver jeg misundelig. For denne fint-følende samling af musik er et resultat af rigtig meget fint-følende arbejde. Og hvis der er et sted, hvor danskheden virkelig træder i karakter i mig, så er det nok mit forhold til andres succes. Der er jeg virkelig fra landet, og kan blive rigtig sur over, når andre mennesker kan lave et helt album med rar musik, mens jeg ikke engang kan tage mig sammen til at skrive et blogindlæg.
“We Were Born Canaries” er en lidt forfinet udgave af noget, der kunne have været soundtrack til en Quentin Tarantino film – og det i højerede grad end at være en smuk kontrast til et hvilken som helst morderisk scenarie, som hans knold kan kreere. Men det er selvfølgelig ikke helt det samme. For der hvor Tarantinos valg af musik vælter og mosler, samler “We Were Born Canaries” lo-fi og skrammel-indie i en skråsikker struktur.
Det er både godt og skidt. Numre som “Dead In Silence” og “Only Light” måtte gerne poppe mindre og rocke mere, mens nummeret “In The Future” popper og rocker helt perfekt på sådan en Mikkel Hess-going-indie-folk måde.
We Were Born Canaries – In The Future
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Den fine flok kanariefugle har lavet noget, jeg godt kan lide. Jeg prøvede lige albummet med to kopper varm kakao. Det var der ingen ben i, så det kan jeg på det kraftigste anbefale jer, at I giver jer i kast med. Så vil jeg give mig i kast med opvasken. Eller noget andet, som jeg ikke gider.
“We Were Born Canaries” er soundtracket for min mandag, og det med varm kakao til.
Rufus Spencer, som vi har nævnt en enkelt gang eller to her på bloggen før, har indspillet en ny EP. Det er deres tredje af slagsen ((ja, der er nogen, der kan!), og den har fået titlen Carry Me Across The Water. I den forbindelse har de indspillet en video til nummeret “The One Who Sings”, som jeg lige ville dele med jer.
De er sgu søde.
Der er noget meget velkendt over omkvædet – det minder mig om sådan noget feel good-pop, jeg hørte på værelset, da jeg var yngre. Simpelt, men rart. Nummeret kan i øvrigt downloades kvit og frit på drengenes bandcamp.
God onsdag!
Men det er nu, det brænder på, hendes hovede så fint på skrå
Du ved ikk’, hvem hun er, men du vil ha’ hende, som hun er
Og dansegulvet fyldt, I falder ind i det hele
Og du spørger hende, før hun glider videre:
Vil du danse for altid?
Så smukt kan det siges. Og så enkelt kan det gøres. Jonas Breum har netop i dag udgivet sit debutalbum, og “For Altid”, hvor ovenstående citat stammer fra, er blot én af pladens mange numre, som cementerer hans status som sangskriver i høj, høj klasse.
Selvom “Fremtiden Findes Hos Hende Jeg Forlod” er Jonas Breums debutalbum som soloartist, så er han langt fra ny i musikken. Med projekter som Breumm og Coolsville i bagagen har han god erfaring – en erfaring, som i høj grad kommer til udtryk gennem debutpladens 12 numre. Det er tydeligt at mærke, at numrene ikke er blevet skrevet over en weekend i en rødvinsbrandert i et sommerhus med vennerne, men at der er lagt timevis af arbejde i studiet, hvor alting er blevet gennemarbejdet ned til mindste detalje. Der er ingen tilfældigheder, men alligevel har pladen en dejlig jysk og tilforladelig stemning – uden spor af højpandethed.
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, og som det diskret fremgår af mit statement i overskriften, så er det forfærdelig læsemusik. Det er stort set umuligt at koncentrere sig om andet end musikken, når først man har trykket play. Jeg fik albummet af Jonas selv, da han spillede til vores Mer’ Støj!-arrangement på Eskil i sidste uge, og det har siddet på anlægget lige siden, hvilket bestemt ikke har gjort noget godt for min eksamenslæsning. Overhovedet. Jeg vil helst ikke slukke for det, men jeg vil helst heller ikke dumpe mine eksaminer, så jeg har virkelig forsøgt at få de to ting til at spille sammen, men det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre. Og det er bestemt ikke en kritik af Jonas – tværtimod synes jeg, det er beundringsværdigt, at han har kunne lavet et album, som jeg – efter så mange gennemlytninger – stadig ikke er i stand til at “slå fra” over for, men gang på gang sidder og falder i staver over.
Teksterne er i højsædet. De er ærlige, poetiske og smukke – men stadig med en sådan kant, at man som lytter ikke bare sidder og døser hen i en sværm af romantiske floskler, men fastholder opmærksomheden på lyrikken og vågner op, når strofer som “har taget den i røven endnu en gang, vasket den af med en vredet svamp” pludselig kommer. Han leger med sproget, bryder ord og sætninger op, så man gang på gang må lytte en ekstra gang for at forstå, hvad der bliver sagt og ment, hvilket giver en fantastisk dynamik i de enkelte sange, som f.eks. i min favorit “Indebrændte Drengebørn”, hvor man både holder hus og kæft, og hvor “alt er alt for ærligt talt“.
Jonas Breum – Indebrændte Drengebørn
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Sangene handler om dagligdagen. Om parkrise og barndomsminder, om at tage sig sammen og få gjort noget ved de ting, som man gerne vil, om krig, knald og kærlighed, togture og karruseller, fjender og venner. Og selvom det måske lyder som trivielle emner, så bliver de fremført med en stærk indlevelse, et sprog, som kan gøre selv de mest dagligdags fortællinger spændende, og med en fandenivoldskhed, som gør dem endnu smukkere.
Og det samme gør sig gældende for selve musikken; selvom det ved første ørekast virker som simple melodier, så fremstår de enkelte numre alligevel kraftfulde, når vokalen bliver dubbet, og teksten pludselig bliver sunget af 4 stemmer på én gang. Numrene er opbygget smukt, de vokser sig større og større – og flottere og flottere, men på en meget naturligt måde, så de fremstår organiske og ikke overskygger den enkle vokal.
Pladen udkommer i dag, og kan købes på iTunes lige her. Jeg kan ikke helt beskrive, hvad det er, der er så specielt ved den, som gør, at jeg synes, man skal købe den – men jeg har en fornemmelse i maven, der siger, at den danske musikundergrund ikke har Jonas Breum for sig selv særligt længe endnu. Jeg tror, man bør være med på Breum-bølgen – jeg er overbevist om, at den er på vej, og jeg tror, den bliver stor. Rigtig stor.
Jonas Breum kan i øvrigt opleves på Headquarters i Århus d. 5. maj og på Vega i KBH d. 16. maj. Og hvis jeg tænker tilbage på vores Mer’ Støj!-aften, hvor Jonas med sin jyske ydmyghed og københavnske kant nåede helt ud til det regnvåde tirsdagspublikum, så er jeg ikke i tvivl om, at det er værd at lægge vejen forbi en af de to koncerter.
På lørdag skal Lukas og jeg på tur. Til Bjerringbro – nærmere betegnet Nørgaards Højskole i Bjerringbro. Der bliver nemlig afholdt GymnasieSpot 2012, hvor vi skal være en del af dommerpanelet.
GymnasieSpot er en konkurrence for gymnasiebands. Det løber af stablen på 4. år, og i år deltager hele 10 bands i konkurrencen om at vinde et betalt job i Århus, fotosession med en professionel fotograf, karriererådgivning fra DMF og billetter til Spot-festival. Altså et ordentlig skub i den rigtige retning for vinderen.
Og den vinder skal vi være med til at finde – sammen med dygtige mennesker fra bl.a. SPOT og DMF. Og vi glæder os! For ikke nok med, at vi kommer til at høre 10 dygtige bands, som vil kæmpe alt hvad de kan, for at vinde titlen som årets gymnasieband, så kommer både Quick Quick Obey - som vandt sidste år – og dejlige Asbjørn - som pt. er aktuel med sit debutalbum “Sunken Ships” – og spiller, og der er således lagt op til en rigtig god dag med både kendt og ukendt musik.
Festlighederne er åbne for alle – også selvom man ikke går i gymnasiet. Det fulde program kan ses på GymnasieSpots facebook, hvor man også kan finde informationer om billetter, billig transport frem og tilbage til højskolen og lignende.
Vi er rigtig spændte på at se, hvad de forskellige bands har at byde på. For os handler det ikke om, hvem der kan levere det mest færdige og finpolerede show, men hvem der har materialet til at kunne blive til noget stort – dem der har grundstenene for en god produktion, samt viljen og evnerne til at kunne bygge videre på deres musik. Og vi glæder os meget til at se, hvem af de 10 bands, der kan det.
Vi har før skrevet om Natal, der er inden i Aebeloe. Vi har også før skrevet om Alexander, der er inden i Sekuoia. Vi har også før skrevet om langt skægt. Mia har i hvert fald skrevet noget om The Eclectic Moniker. Men nu er det ikke Frederik Vedersø, det skal handle om, men derimod arrangement-rækken Langt Skæg på Café Paradis, som blandt andet afholdes i morgen. Og Natal og Alexander kommer på besøg.
Sammen med de to kommer en, der hedder Casper, en der hedder Anton, og en der hedder Martin. Vi er også blevet inviteret forbi, og det er vi blevet af en, der hedder Andreas, så han kommer også. Men han kommer sikkert til at rende rundt og skal holde styr på en masse ting. Det er nu også i og for sig ligegyldigt, for både Natal, Alexander, Casper, Anton og Martin kan spille noget rigtig god computermusik. Og det synes vi, at I allesammen skal komme forbi og høre.
Det er i morgen, og det er på Café Paradis. Og selvom Paradisgade for tiden mest af alt minder om en forhindringsbane af byggerod og vejspærringer, så er jeg ikke i tvivl om, at det bliver hyggeligt. Vi ses!
