10 Apr

Forårsfornemmelser

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Forårsfornemmelser

Det er fredag, solen skinner, og jeg er halvvejs i mit speciale – så tænkte, at jeg lige ville stikke hovedet forbi bloggen og sige hej. Jeg skriver i øvrigt speciale om offentlig fremførelse af ophavsretligt beskyttede musikværker og den retlige kvalificering af, hvorvidt linking kan anses som en offentlig fremførelse. KODA-sagen og så’n, I ved. Så selvom vi ikke skriver så meget om musik her på bloggen for tiden, skriver jeg om musik et andet sted. Omend på jura-sprog. Men det skal nok blive godt.

Der sker mange dejlige ting i disse dage. SPOT-festival står for døren og jeg glæder mig som altid helt umådeligt meget. Jonas Breum, Nonsens, Aurora, Av Av Av, Hessismore, hukaos, Unkwon, Yung – har I set alle de lækre sager, der er på programmet? Det bliver så godt. Og traditionen tro skal vi nok lave et “hvad-skal-du-se-på-SPOT”-indlæg, hvor vi guider til de bedste koncerter.

Derudover har Oppenheimer åbnet for ansøgninger. Så har du lyst til at spille på årets festival skal du sende din ansøgning inden 1. maj. Sidste år var et brag af en aften, og jeg forestiller mig, at i år bliver mindst lige så godt. Læs mere og ansøg her.

Og så lidt musik. Min mailindbakke er mildest talt uoverskuelig, og jeg har musik nok til et års indlæg. Men man skal jo starte et sted – og det bliver med 3 numre, som gør sig godt på en solskinsdag:

Første video er fra duoen Shy Shy Shy. De udgav singlen “Do Not Ask” i oktober sidste år og er nu klar med deres 2. single “In the Palm of My Hand”. Det har en lækker stemning over sig og lyder som soundtracket til den perfekte fredagsfilm.

Dernæst har drengene fra Eirene udgivet et nyt nummer. Vi lærte dem at kende i forbindelse med Gymnasiespot for et par år siden, og siden da har de bevæget sig med syvmileskridt. Deres EP “Out in The Open” er på trapperne, og singlen “In My Head” er en forløber hertil. Nummeret har en fantastisk volume, og jeg er helt vild med underlægningen og brugen af vekslende rytmer og kor. Den karakteristiske vokal har en snert af Mont Oliver over sig, og det skaber god vidde i nummeret.

Sidst, men ikke mindst, er der nyt fra Goldie Chorus. Med blød 80’er-vokal og en formidabel syret billedside indbyder “Struggling Hearts” til kærestesorger. Særligt versene gør det godt med de små knæk i vokalen i hver sætning, og nummeret lugter langt væk af P6 Beat. I vores gamle lejlighed kunne dab-radioen kun fange P3 og DR Oline (det’ klart), men efter vi er flyttet, har vi nu knivskarp P6 Beat flydende fra højtalerne. Og det er altså en fornøjelse at lytte til om morgenen, mens man spiser sine havregryn. Og “Struggling Hearts” ville passe perfekt ind – lige midt imellem Radiohead og Kliché.

Det var alt for denne gang – forhåbenligt går der ikke så længe, inden I hører fra os igen. Om ikke andet ses vi til SPOT, ikke? Hav en dejlig weekend.

28 Jan

Vi er her stadig..

Skrevet af Mia og Lukas Kategori: Blogge
Vi er her stadig..

.. vi er bare lidt stille for tiden.

Ikke fordi vi ikke gider mere. Bare fordi vi har travlt med andre ting. Vi er f.eks. flyttet i ny lejlighed. Tre gange så meget plads som før, og en grøn 90’er-plante i hjørnet. Det er skidegodt. I skulle tage at kigge forbi en dag.

Sådan en flytning fylder godt i kalenderen. Det samme gør arbejde. Og speciale-skrivning. De gyldne blog-tider, hvor vi begge var studerende og havde myriader af fritid er for længst slut. Så for nu har vi skruet lidt ned for blusset.

På lørdag tager vi i byen og hører Blaue Blume og The Attic Sleepers på Atlas. Det glæder vi os til. Måske I også er der? Det kunne være hyggeligt.

Wonders har alle dage været et hjertebarn. Men nogle gange skal mor og far have fri, og det har vi taget nu. Måske kommer der et indlæg i morgen. Måske først om en måned. Vi ved det ikke, og vi tænker ikke så meget over det. Vi skriver, når vi har lyst – og hvis I stadig har lyst til at læse med til den tid, så ville det være skønt.

Blaue Blume og The Attic Sleepers på Atlas

På fredag, ikke? Der skal du på Atlas. Du skal derned med dine bedste venner, drikke en masse øl og høre fantastisk musik. Danse lidt, måske. Spise en pizza på vej hjem. Vågne op med tømmermænd lørdag. Spise mere pizza. Lyder det ikke formidabelt?

Det bliver det. Og hverken pizza eller øl bliver den afgørende faktor, selvom de normalt kan spille en ret stor rolle for en fredag aften. For selv hvis du spiser kedelige rugbrødsmadder til aftensmad og kun drikker postevand, så bliver fredagens koncert en fantastisk oplevelse. Uden tvivl.

Og det ved jeg, fordi det er Blaue Blume og The Attic Sleepers, der skal spille. Vi har set dem begge to før, og vi blev – mildest talt – blæst bagover. Det er så knivskarpt og fyldt med kvalitet, at du næsten ikke tror dine egne ører. Og at få dem begge to på én aften, er musikalsk forkælelse. Som når burgermanden ved en fejl giver dig en cheeseburger for meget i to go-posen. Eller når to stykker slik klistrer sammen, og du bliver nødt til at spise dem begge på én gang. Det er næsten for meget. Det er næsten for godt. Og så alligevel slet, slet ikke.

The Attic Sleepers byder på drømmende melodier og fin, blød vokal. Jeg var sikker på, at de ville løbe med sejren i årets udgave af KarriereKanonen, men fik desværre ikke ret. De har for kort tid siden udgivet singlen “Lines” med tilhørende video – prøv lige at hør hvor smukt det er. Som en stjerneklar efterårsnat.

Blaue Blume er – uden sammenligning – noget af det mest spændende på den danske musikscene lige nu. De laver musik, som jeg aldrig har hørt det før. Storladent og teatralsk – båret af den absurd flotte vokal. Der er ikke nogen ligesom dem, de er et lille stykke guld i den danske muld. Hvis du – af en eller anden grund – ikke har fået set dem live endnu, så gør det. De er eddermame skarpe.

Festlighederne foregår på Atlas – et af mine yndlingsspillesteder i Århus. Dørene åbner klokken 20, og du får begge koncerter for en flad 100-lap.

Skulle det være småt med finanserne, kan vi selvfølgelig være behjælpelige; Send en mail med dit fulde navn til mia@wondersmakejoy.dk – så deltager du i konkurrencen om en gratis billet. Der er to billetter på højkant, og konkurrencen slutter torsdag kl. 20.00.

Der er ikke nogen god undskyldning for ikke at tage afsted. Så vi ses på fredag! Til musik og øl – og måske en pizza på vej hjem. Det bliver godt.

23 Sep

Tako Lako – Pulse Riddle

Skrevet af Lukas Kategori: Anmeldelser, Blogge
Tako Lako - Pulse Riddle

Jeg har en ven, der hedder Daniel. Lige nu er Daniel og Mia ude for at hente ingredienser til en pizza. Denne her historie om at have Daniel boende går et stykke tilbage. Faktisk går den helt tilbage til Spot Festival 2013. Han har ikke boet her lige siden, ganske vidst. Men tilbage i 2013 boede Daniel Pihl og Kasper Boldt, to af vores venner, i vores lejlighed under Spot Festival. Almindeligvis deler de en lejlighed i København, så da de var i Aarhus, manglede de sovepladser og havregryn med mælk. Dét var noget, vi kunne hjælpe med.

En sen aften til dén Spot Festival spørger Daniel mig, om jeg ikke skal med ned og høre Tako Lako. Jeg siger, på det nærmeste ordret, at det lortemusik kan han beholde for sig selv. Jeg havde ikke hørt dem live før. Jeg kendte kun til indspilningerne, og balkan har jeg alle dage haft et virkelig ambivalent forhold til.

Efter at have hørt Tako Lakos “Pulse Riddle” gang på gang over de seneste uger, må det øjeblik, i bagklogskabens klare lys, minde ulideligt meget om en sen aften foran Newbees Festival, hvor jeg fortæller Ulige Numres Jacob Ulstrup, at jeg havde tænkt mig at blive væk fra deres koncert, fordi jeg ikke kunne lide deres optagelser. Jacob forsøgte efter bedste evne at fortælle mig, i sine pæneste ord, at jeg lidt var en fuldemandsdouche, og at det Ulige Numre, der var på vej, var helt anderledes end det gamle. Få dage efter udkom “København”. Idiot-fuldemands-Lukas.

Som I næsten kan forestille jer, så er det sket oftere end ofte, at vores umiddelbare oplevelse af et stykke musik, har resulteret i, at vi er kommet galt afsted. Public relations tror jeg, vi skal holde os langt væk fra. Men én ting er sikkert; Vi er ikke blege for at melde ud, at vi har taget fejl. Og med Tako Lako’s “Pulse Riddle” har det virkelig vist sig at være tilfældet.

Pladen, “Pulse Riddle”, den er fandme mærkelig. De første fem numre er som taget ud af Eurovision Song Contest. 12 points to Belarus. Det er velproduceret balkanpop. Syd-øst europæisk kulturliv og moderne musikproduktion i perfekt symbiose. Jeg synes, det er sjovt. Og det er altså et kompliment, selvom det ikke nødvendigvis lyder sådan.

Jeg er enormt imponeret over, hvor velproduceret lyden er. Jeg synes, det er langt ud over det sædvanlige, og fra ende til anden sætter både pladens første og sidste halvdel mange af de produktioner, som lander i vores mail, til skamme. I længden falder den humor, som jeg oplever i pladens første fem numre, helt til jorden. Men det er på alle mulige måder en smagssag, og når jeg hører pladens anden halvdel, kan jeg sagtens overleve fem numres Eurovision.

Det skal først og fremmest siges, at “Pulse Riddle” ikke er delt op i to. Det er min oplevelse af pladen, som er det. For lige så let som jeg tager på de første fem numre, lige så gravalvorlig er jeg omkring de sidste fem numre.

Det kan siges såre simpelt, at Tako Lako mestrer musik. “Right Hans Leads”-versets dubbede og simple opskrift, sammen med selvsamme nummers omkvæd, rummer fra A-Z al den dybde, som jeg havde håbet på at finde på både Mother Lewinskys debut-EP og The Awesome Welles debutalbum. Det er soundtrackværdigt for hver eneste superheltefilm jeg har set, siden Marvel og DC Comics begyndte at tage sine egne film alvorligt. I et lidt andet univers står Shredder med sine allerspidseste klør på struben af April O’Neil, og hver eneste af de fire Ninja Turtles er døde. Men i sidste sekund rejser den ene sig alligevel og redder April på bekostning af sin egen død. I netop dét øjeblik eksploderer “Right Hans Leads”-omkvædet ud i hver eneste biografsal i hele verden.

Kan det blive bedre? Ja, det kan det godt. Pladens ultimative vinder er det 8 minutter og 33 sekunder lange “The Fury”.

Tako Lako – The Fury

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

“The Fury” er det bedste nummer, jeg har hørt i år. Det er hurtigt som Spleen United, velproduceret som Sko og Torp, og storladent som Disney. Det er lyden af hovedet på hver eneste OL-atlet lige dét sekund, de skal præstere. Hver eneste student efter de har fået 12 til eksamen. En kvindes planlægningsgen i det sekund hun opdager, at hun er gravid. Vi snakker tempo, folkens. Og når tempoet er så højt, og kvaliteten kan følge med så langt som den gør, er jeg ikke bange for at bruge stereotyper. Jeg har lidt travlt for tiden, og mit allerhøjeste ønske lige nu måtte være, at hver eneste ting jeg gjorde, foregik med samme hastighed, påståelighed og kvalitet som “The Fury” gør det.

I mellemtiden er Daniel og Mia kommet hjem. De har købt ind til pizza. Så nu vil jeg sumpe tilbage i den alt for langsomme virkelighed, mens jeg undrer mig over, at jeg, fordelt på to reelle muligheder for at vælge Tako Lako til i mit liv, først som koncert og senest som blogindlæg, har Daniel Pihl boende. Imens kan du høre “The Fury” og glæde dig til at hele albummet “Pulse Riddle” går online på din lokale streamingtjeneste.

21 Sep

Oppenheimer 2014

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Oppenheimer 2014

Det er dagen derpå på dagen derpå. I fredags var vi til Oppenheimer på Radar, og det var – uden tvivl – en succes. God musik, dygtige afviklere og masser af glade mennesker, der brugte deres fredag aften sammen med os.

Aftenen startede med Heimatt, der som forudsagt blev den perfekte åbner. Som den første festivals-fadøl, der langsomt varmer dine kinder op og får dig i godt humør, gik de på scenen med et smil og fik gjort kål på den værste generthed blandt publikum, der langsomt – men sikkert – begyndte at rokke med til de folkede toner.

01

Fredagens koncert var uden violinist, og selvom det bestemt har sin charme på mange af numrene, var det faktisk dejligt at høre en koncert uden. Det var som om, at der blev mere plads til resten af musikken, og nogle af numrene fik lov til at blive lidt mere rockede end normalt. Det kunne jeg godt lide. Særligt “No Wonder” og et cover af Kavinskys “Nightcall” gjorde indtryk. Desuden spillede de et helt nyt nummer, som jeg desværre ikke kan huske titlen på, men som vil være at finde på det kommende debutalbum, og det var virkelig, virkelig godt. Utrolig ørehængende og radiohit med stort R. Det skal I glæde jer til at høre!

Herefter var det Fjers tur. Hun fremførte sin EP “Beautiful Home” fra start til slut, og det var en vellykket oplevelse. Det var intimt og stille, og selvom ikke alle fremmødte var med på at lytte i stilhed, sænkede der sig en opmærksom ro over Radar. Hun har en flot, flot vokal – også live – som gør sig særligt godt i samspil med backing-vokaler, og som aftenens eneste kvinde skilte hun sig smukt ud fra mængden.

09

Da Sonja Hald skulle på scenen, var salen på det nærmeste fyldt. Publikums-promillen var steget med et par procenter, og stemningen var usandsynligt god. Det var tydeligt at mærke, at en del af publikum var kommet for at høre netop denne koncert, og folk stod helt oppe ved scenen – nogle sågar iført Sonja Hald-huer.

03

Ligesom de sidste gange vi har set dem, leverede Hald-flokken en gennemført koncert. “Du ka’ dø af det der” åbnede ballet, og publikum var med fra starten – og helt til slut. Uanset om man kan lide musikken eller ej, må man tage hatten af for, at Sonja Hald har fundet en niche i det danske vækstlag, som er uudnyttet på nuværende tidspunkt – og de forstår at spille deres kort på den helt rigtige måde. De leverer gode melodier og finurlige tekster, og publikum kvitterer med umiddelbar begejstring. Og det er fuldt fortjent.

Omkring klokken 23 var det tid til – for mit vedkommende – aftenens højdepunkt. Mílford havde taget turen fra København, og efter at have lyttet til debutalbummet “Smithereens” på repeat var mine forventninger tårnhøje.

05

Heldigvis blev de indfriet til fulde – på trods af indledende tekniske vanskeligheder med en guitarforstærker, og en skidesur lydmand, som ikke gad hjælpe de stakkels fyre på scenen.

Det var en smuk, smuk koncert. Forsanger Johan Nørregaard har en ganske unik stemme, som både kan være helt stille og skrøbelig, men også voldsom og højtråbende – og kombinationen af de to gjorde sig fantastisk på scenen. “Skin and Bones” er et af de fineste numre, jeg længe har hørt, og at høre det live var en musikalsk mavepuster fyldt med følelser. Det var fint og hjerteknusende. Lige som det skulle være.

Som afslutning på koncerten spillede drengene et nyt nummer, som også fungerede til UG. De har i den grad fat i den lange ende med deres musik, og jeg glæder mig sådan til at se dem igen snart.

Efter Mílford var det tid til aftenens surprise act – der (trods navnet) ikke var tænkt som en overraskelse, men derimod som et vel-booket trækplaster, der blot blev offentliggjort senere end de andre navne.

Og trækplaster, det var de – for da Rangleklods gik på scenen ved midnatstid, var der godt fyldt i lokalet. Jeg havde dog ikke en oplevelse af, at det var væltet ind med folk, som kun var kommet for at høre Rangleklods. Jovist, der har der sikkert været en flok – men overordnet set, var der mange af de samme mennesker, som havde været der hele dagen. Og det må siges at være en succes. Stemningen var høj, og mens Rangeklods leverede sine velkendte, sveddryppende numre, festede publikum med.

Generelt var der mange mennesker i løbet af hele aftenen – med højdepunkter til Sonja Hald og Rangleklods. Sidste år var der ikke så mange mennesker i løbet af dagen, men fuld knald på til Ukendt Kunstner, som lukkede ballet – og i sammenligning hermed, må dette år siges at være en klar forbedring. Så props til Oppenheimer-folkene, der har sammensat et alsidigt program, der har kunne lokke mennesker til hele dagen.

Årets Oppenheimer var – i mine øjne – en klar succes. Alle koncerterne var gode – og hver koncert bragte noget særligt med sig, hvilket gav en god dynamik i aftenen. Derudover var der fantastisk god stemning bag scenen, hvor alle snakkede med alle og gav en hånd med, når det var nødvendigt. Det oplevede vi ikke på samme måde sidste år, og det gav en dejlig ro blandt de optrædende, og gjorde det til en endnu hyggeligere aften.

Så tak til Oppenheimer. Tak til bands og publikum. Vi havde en dejlig aften, og vi håber, vi ses igen næste år!

18 Sep

Ses vi til Oppenheimer?

Skrevet af Mia og Lukas Kategori: Blogge
Ses vi til Oppenheimer?

I morgen er der fest på Radar. Oppenheimer inviterer, og du skal med.

Og det skal vi også. For ligesom sidste år har vi været så heldige at få konferencier-tjansen, og når showet starter klokken 20, står vi klar på scenen til at præsentere dette års program.

Ballet åbnes af Heimatt, der med garanti kan få dig i fredagshumør. Med deres livsglade indiefolk med masser af klap og “hey!” er de den perfekte katalysator for aftenen, og vi forudser, at de musikcharmer sig ind på livet af hele Godsbanen.

Aftenens næste act er Fjer, der byder på blød electrosoul og smuk vokal. Med numre som “Children” kommer hun uden tvivl til at skille sig ud fra aftenens andre optrædende, og hendes bløde elektroniske toner kommer til at gå sig godt med en fredagsdrink eller to.

Klokken 22 går Sonja Hald på. De vandt årets udgave af KarriereKanonen og er nu i gang med at spille landet tyndt. Og de gør det godt.

Vi har set dem et par gange til Fatter Eskil-prisen, hvor vi har været dommere, og de leverer en gennemført koncert hver gang. Med barndomsminder og røverhistorier – og fantastisk publikumskontakt. Det kan kun blive en god oplevelse.

Herefter er det tid til Mílford – det band, vi glæder os allermest til at se. Vi har skrevet om dem et par gange, og det er vist ikke nogen hemmelighed, at de har ramt et blødt punkt i vores musikhjerter. I juni måned udgav de debutalbummet “Smithereens”, og det er den fineste samling musik, vi længe har hørt. Bundærligt og meget smukt – båret af forsanger Johan Nørregaards unikke vokal.

Den koncert må I altså ikke gå glip af. Så uanset om I har andre planer – hvad enten det er familiefødselsdag eller vild bytur – så kig lige forbi klokken 23, ikke? Det bliver så godt.

Traditionen tro byder Oppenheimer også på et surprise act – dette år præsenteret i samarbejde med de søde folk fra Northside. Valget er faldet på Rangleklods, og det er vi rigtig, rigtig glade for.

Det bliver fredagsguf for alle lommepengene, når den dynamiske duo indtager Radar og byder på velkendte lækkerier fra udgivelserne “Home” og “Beekeeper”. Den perfekte afslutning på et godt og alsidigt program.

Hele herligheden koster 30 kroner. Billetterne købes i døren, og der er åbent fra klokken 19.

Og hvis fem koncerter på en aften ikke skulle være nok, er der mere at komme efter.. For allerede fra klokken 17 kan du komme i fredagsstemning, når Northside og Oppenheimer afholder musikquiz på Godsbanen. Der er Northside-præmier og P3-værter, og det bliver uden tvivl den perfekte opvarmning til en aften fyldt med god musik.

Så kig forbi. Det kunne være så hyggeligt. Hør noget musik, drik en øl – vi lover, at det bliver godt.

Side 1 af 60
  
Ældre indlæg