12 May

SPOT Festival 2015

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
SPOT Festival 2015

Okayyy, så det lovede “hvad-skal-du-se-på-SPOT-Festival”-indlæg blev aldrig til noget – der kom en begravelse i vejen. Det beklager vi – men visse ting er man ikke herre over, og begravelser er én af dem. Men I skal i hvert fald ikke snydes for et “nå-hvordan-var-SPOT-Festival-så?”-indlæg. Så det kommer her:

Festivalen i år var anderledes. Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvorfor – men jeg kan konstatere, at SPOT 2015 har efterladt mig med en anden mavefornemmelse end de andre år. Måske var det musikprogrammet, som jeg ikke var helt oppe at ringe over. Måske var det hele begravelses-halløjet, der stadig sad i mig. Jeg ved det ikke helt. Men jeg kunne i hvert fald mærke, at min sædvanlige begejstring ikke heeeeelt var den samme, og at jeg i højere grad havde svært ved at overskue programmet. Men jeg har besluttet ikke at lade det ligge SPOT til last, at jeg måske havde en hård uge op til festivalen. Måske var det præcis lige så godt som det plejer, og blot mig, der ikke var helt klar på fest og farver.

Når det så er sagt, så vil jeg dog alligevel påpege, at jeg synes, festivalen har skiftet karakter. I løbet af de senere år er SPOT Festival blevet langt mere kommercielt orienteret end tidligere, og hvor der før var tale om “et overdådigt tag-selv-bord af musikalske lækkerier” (som der står på vores citat-plakat), synes jeg i høj grad, at der nu er tale om en buffet, hvor antallet af de små lækkerier er halveret og i stedet skiftet ud med retter, som mætter godt – og som man ved, folk nok skal spise, hvis der ikke er andet. Joey Moe, Emil Stabil, Xander – hører de virkelig til på SPOT Festival-menuen? Kunne vi ikke droppe dem og få lækkerierne tilbage?

Dernæst kommer antallet af gentagelser. Kigger man årets program igennem, vil man med nemhed finde flere kunstnere, som har spillet på festivalen tidligere – nogle af dem så sent som sidste år. Asbjørn, Baby In Vain, Benal, Blaue Blume, Cancer, Dísa, For Akia, Heimatt, Hymns From Nineveh, Julias Moon, Keep Camping, Lis Er Stille, Lowly, Lydmor og The Attic Sleepers – for blot at nævne et par stykker. Musikken er dejlig, ja ja – men er ideen med SPOT Festival ikke at præsentere noget nyt og spændende? Noget som har potentiale til at blive stort, men bare lige skal have en chance? I mine øjne falder det lidt til jorden, når man præsenterer de samme navne flere gange – særligt, hvis den pågældende kunstner ikke har lavet noget nyt materiale, men spiller de samme numre som sidste gang.

Og så var der de lidt mere praktiske aspekter.. SCC-scenerne var i år blevet lavet om, således at SCC Minor var flyttet ud i forhallen, mens SCC Major fik lov at fylde hele det store baglokale. Mega fedt for Major – knap så fedt for Minor. Den lille scene fik hurtig samme stemning som Cafe-scenen i Musikhuset: Et gennemgangssted, hvor folk spiser mad, bestiller øl og snakker i stedet for at lytte til musikken. Lokalet var mere eller mindre oplyst det meste af tiden, hvilket gik lidt imod den clubbede stemning, som var tiltænkt ift. musikprogrammet.

Til gengæld var Domen et hit! Den hvide teltdug, de farvede lys og den tunge røg gjorde det virkelig godt, og sammen med Tak Rock-scenen og den udendørs bar, blev der skabt et hyggeligt udendørsareal, som i dén grad kom til sin ret om lørdagen, da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel.

Og så til det vigtige: Musikken.

Fredag:
Vi lagde ud med We Are The Way For The Cosmos To Know Itself (aka. vi var fulde, da vi fandt på det her bandnavn og har siden fortrudt det, fordi det er så megalangt). Med glitrende ansigtsmaling og Patrick Batemans dobbeltgænger på trommer sparkede de festen i gang og leverede en hårdtslående koncert, der bestemt ikke lod sig mærke af, at det var tidligt på dagen. Deres numre er toplækre, og de fremførte dem med høj energi. Den perfekte start på festivalen.

cosmos-02

Herefter var det sidde-koncert med Vinnie Who i Store Sal. Jeg er aldrig rigtig faldet helt for hans musik (bortset fra “39”, som er fantastisk), men Lukas er rigtig glad for den nye plade, så vi tog plads i de røde sæder. Det var en god koncert. Hovedpersonen var så sød på scenen, at det næsten hvinede i tænderne. Fjollede rundt, lavede små dansetrin – jeg var småforelsket, da vi forlod salen. Der blev spillet både nyt og gammelt (inklusiv “39”), men alt sammen tilsat stemningen fra den nye plade. Selv numre som “Killer Bee” og “How Can I Be Sure”, der ellers er rimelig disco, fik en makeover og blev tilpasset det nye musikunivers, som kan findes på “Harmony”-albummet.

vinnie-02

Og her bliver jeg så liiiige nødt til at brokke mig igen. For en anden af de negative effekter af karakter-ændringen i musikprogrammet, er det publikum, det medfører. Jeg siger ikke, at SPOT Festival kun er for branchefolk og musiksnobber, men det var så tydeligt at mærke, at der var et andet publikum i år end normalt. Til Vinnie Who-koncerten sad vi foran en flok fyre, der havde forvildet sig ind i Store Sal på vej ned for at høre Emil Stabil. De snakkede højlydt, gjorde grin af de optrædendes tøj, og råbte “Spil noget med Slayer” – alt sammen ting, som ikke hører hjemme til en sådan koncert. Spader.

Efter sødsuppe med Vinnie havde jeg besluttet mig for, at vi skulle forbi Headquarters og høre Black Book Lodge. Halvsmadder med indiemelodier. Men da vi kom derned, var der proppet, så vi kunne ikke rigtig komme frem til scenen og se noget. Og det lød heller ikke helt, som jeg havde forestillet mig. Så vi blev hængende et par minutter og smuttede så igen. Dagen efter kunne jeg så se på Facebook, at Black Book Lodge var blevet flyttet til et andet tidspunkt, og at det havde været et helt andet band, vi havde hørt. Så deeeet.

Min lillesøster var med på SPOT for første gang, og vi fulgtes ad alle 3. Jeg havde mere eller mindre bestemt programmet for os alle tre, da vi ikke havde haft tid til at sætte os ned og lave en fælles slagplan, men én af hendes ønsker var at høre Julias Moon. Egentlig var de ikke på listen, men jeg har “Palace” liggende på min spilleliste, og det er eddermame et lækkert popnummer, så jeg tænkte, at vi sagtens kunne kigge forbi.

Det var præcis som jeg havde forestillet mig – SCC Major var fyldt med halvfulde piger, der skrålede med på musikken og kastede lange blikke efter forsangeren. De spillede hit efter hit, og de leverede en god koncert – til målgruppen. Det bliver lidt ensformigt og over the top efter et par numre, særligt da forsanger Louis åbnede sin hvide hættetrøje og stod i bar mave. Et unødvendigt cheap shot, når man egentlig laver god musik. Samtidig var Oliver, den anden halvdel af duoen, all over the place og brugte mere tid på at være hypeman end musiker. Det meste af koncerten stod han oppe ved siden af bassisten, hvortil Lukas bemærkede, at det var svært at afgøre, om han ville have sex med ham eller slås med ham. Jeg var ikke så imponeret. Men “Palace” er fandme stadig et godt nummer.

moonmoon-03

Årets første dark horse var finske Noah Kin. Jeg havde kun hørt nummeret “822”, men var faldet pladask for hans rå rap, og han var derfor et af de få must-sees på årets festival. Han lagde hårdt ud og fik hurtigt hele Radar til at nikke i takt til de lækre rytmer. Det var en relativ enkel opskrift, men han fulgte den til perfektion og serverede en koncert lige efter min smag. Ham vil jeg gerne se igen. Snart.

noahkin-01

Dernæst var det tid til norske Susanne Sundfør og hende hjerteskærende popmelodier. Hun spillede på SCC Major og lyden var rigtig skidt – alt for voldsom, og flere af de omkringstående tog sig til ørerne, når musikken gav los. Hvilket var synd, for hendes musik er netop bedst, når den kan få lov til at blive storladende og støjende. Men ikke på den måde.

Numrene sad dog stadig lige i øjet, smukt leveret af hendes knivskarpe vokal. Jeg kan godt forstå, hvis nogle af de fremmødte kneb en tåre eller to, f.eks. til “Memorial”, der må siges at være det perfekte soundtrack til en lørdag aften med kærestesorger og rødvinsbrandert. Hvis ikke du har hørt albummet “Ten Love Songs”, så gør det.

susanne-02

Herefter var det planen at kigge forbi hukaos-drengene, der lavede fest i Rytmisk Sal. Men da vi kom derned, var det Heimdals Sidste Vogter (alias Kidd’s nyeste påfund), der stod på scenen – og det gad vi ikke. Vi satte os ud på gangen med en øl og ventede, og inden vi smuttede mod Store Sal og Blaue Blume nåede vi lige at høre et enkelt nummer med Tais og Louis Rustum.

På trods af, at vi for kort tid siden var på Atlas og høre Blaue Blume, var de alligevel på SPOT-listen. Hovedsageligt fordi jeg gerne ville præsentere min søster for musikken, men også fordi Atlas-koncerten var virkelig, virkelig god. Og gode koncerter i Store Sal kan man aldrig få for mange af.

Desværre levede det ikke helt op til forventningerne. Lyden var mudret, og drengene på scenen sagde ikke et ord – hverken hej, tak eller farvel. Det synes jeg man bør. Andet kommer hurtigt til at virke lidt arrogant – særligt når jeg lige havde set dem på Atlas, hvor Jonas (forsanger) havde snakket lystigt med publikum og skabt rigtig god stemning. Koncerten i Store Sal blev lidt upersonlig, og det gjorde en stor forskel for mig. Det var ikke en dårlig koncert, den var bare ikke så mindeværdig. Æv.

blaue-02

Så snart Blaue-drengene var trådt af scenen, piskede vi mod Domen for at høre de sidste minutter med Nonsens. På trods af min store kærlighed til de tre eksil-bornholmere har jeg aldrig hørt dem live, og derfor satsede jeg stærkt på, at vi kunne nå at høre bare et enkelt nummer, når nu SPOT-folkene havde været så søde at lægge dem oven i Blaue Blume. Og det lykkedes – faktisk nåede vi at høre et par numre, herunder “Apollo”, som er genialt. Bassen var øredøvende, og publikum var klar på fest – der var ingen tvivl om, at både de og Nonsens-drengene kunne have fortsat til den lyse morgen, hvis de havde fået lov.

nonsens-03

Som afslutning på fredagens program kiggede vi forbi Kube på SCC Major. Musikken var lækker og kuben fungerede fedt – hvis ikke det var fordi en flok gymnasiepiger havde indtaget det meste af gulvet foran for at danse, hvilket gjorde det lidt svært at opleve helheden. Men hey, klokken var mange, og benene var trætte, så vi satte os på gulvet og lyttede til tonerne af Mikkel Meyer og co, inden vi gik hjem i seng.

Lørdag:
Lørdag startede på den bedst tænkelige måde: Solskin, drinks og Thy-drengene. Thy Music Collective havde inviteret til day party på Tak Rock-scenen, og det var en fornøjelse at opleve Drengebande, This is You og Quick Quick Obey spille de formiddagstrætte publikummer varme. Stemningen var ualmindeligt god, og for første gang kunne jeg mærke den sædvanlige rare SPOT-mavefornemmelse. For en stund glemte jeg alt om planlægning og program, og nød blot solen og det gode selskab.

thy-01

Først på eftermiddagen var det tid til to indslag fra Karrierekanonen. Første act var Oliver Blanc – aka Julias Moon 2.0. Til sammenligning med Julias Moon leverede Oliver Blank dog en langt mere afdæmpet koncert, med den helt rigtige mængde flødeelektropop – uden bare maver og Nik og Jay-positurer. Forsangeren havde en smuk vokal, som ikke blev druknet i lir, men blot fik lov til at fylde Domen ud. En langt mere ærlig og reel popkoncert end Julias Moon – det kunne jeg godt lide.

oliver_01

De næste på scenen var Paper Cranes, som også viste sig at være et hit. Trommeslageren havde en del problemer med det elektroniske trommesæt, og besluttede sig i løbet af det første nummer for at skifte til det almindelige trommesæt, som stadig stod på scenen. Bare sådan lige uden at gøre det store nummer ud af det. Rimelig køligt og godt gået situationen taget i betragtning. Der var jeg nok begyndt at panikke en lille smule.

Musikken var lækker – elektronisk og soulet. Vokalen fremstod hæs og luftig, hvilket var den perfekte lyd til de kantede toner. Numre som “Rubberbullets” gjorde sig rigtig godt, og hvis de havde en CD, ville jeg købe den og sætte den på repeat hjemme i stuen.

paper-01

Efter de 2 x Karrierekanonen var det tid til årets første og eneste koncert på Voxhall – og samtidig den koncert, jeg havde glædet mig allermest til. Siden norske Aurora udgav singlen “Runaway”, har jeg været blæst omkuld af begejstring over hendes talent, og jeg glædede mig som et lille barn til at finde ud af, om hun var lige så god live, som på sine indspilninger. Egentlig var jeg indstillet på en skuffelse, for hendes indspilninger er virkelig flotte, men min tvivl blev i den grad gjort til skamme, da hun trådte på scenen lørdag aften på Voxhall. Hendes vokal var krystalklar og stensikker – der var ikke skyggen af usikkerhed, og jeg kunne ikke sætte en finger på en eneste frasering. Det er meget lang tid siden, jeg sidst har oplevet det.

aurora-01

Og numrene var fortryllende – om at løbe med ulve og stå under stjernerne. Tilsat fantastiske melodier og smuk instrumentering. Sidste mandag udkom EP’en “Running with the wolves”, hvor de fleste af numrene fra koncerten kan findes, og den kan bestemt anbefales.

Og min begejstring blev bestemt ikke mindre af, at Aurora selv – født i 1996, vel at mærke – var sød at se på. Når musikken spillede var hun professionel og perfektionistisk, men så snart tonerne døde ud, og publikum begyndte at klappe, blev hun forvandlet til en lille, norsk skovalf, der smilede stort, sendte både kys og klap tilbage til publikum og fortalte om hendes bukser, der kradsede.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal høre hende live – og jeg forestiller mig, at hendes karriere snart eksploderer i stjernestøv og succes. Det fortjener hun.

Efter noget aftensmad var det blevet tid til festivalens anden dark horse – Alex Vargas. Vi havde hørt et par numre på forhånd, og Lukas var egentlig ikke så imponeret. Jeg var lidt i tvivl – enten ville det blive rigtig skidt, eller også ville det blive rigtig godt. Heldigvis blev sidstnævnte tilfældet.

vargas-01

Efter blot et par strofer havde Alex Vargas overbevist hele Lille Sal om, at de havde taget den helt rigtige beslutning ved at droppe Rangleklods-koncerten på SCC, og med sine hæse, autentiske stemme smeltede han både pige-og drengehjerter. Hans vokal kommer slet ikke til sin ret på hans indspilninger, og jeg var imponeret over hans spændvidde. Det var stadig flødepop, men tilsat hæshed og lidt kant blev det ikke for meget, men lige tilpas. Bestemt en succes.

Årets sidste koncert blev Samaris. Jeg havde håbet på dyster, nordisk electrofest med masser af bas og gåsehud, men det blev aldrig rigtig en realitet. De spillede på SCC Minor, og gennemgangs-stemningen var markant. Folk var fulde og snakkede højlydt, hvilket tog pusten fra musikken, og forsangeren på scenen var ikke rigtig i stand til at fange publikums opmærksomhed. Hendes stemme var spinkel og hun lignede lidt en, der var skæv, hvilket ikke havde den store gennemslagskraft. Så alt i alt ikke så spændende, desværre.

Samaris blev lidt en flad afslutning på festivalen, men jeg var stadig høj oven på Aurora og Alex Vargas, og samlet set er jeg således – den manglende gode mavefornemmelse til trods – godt tilfreds med årets musikoplevelser. Popdrengene med flødestemme og falset fyldte godt, og selvom jeg også gerne ville have set Vampire Blow, Kenton Slash Demon og Av Av Av, var SPOT Festival 2015 en succes. Med god musik, søde venner og solskin. Vi ses næste år.

10 Apr

Forårsfornemmelser

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Forårsfornemmelser

Det er fredag, solen skinner, og jeg er halvvejs i mit speciale – så tænkte, at jeg lige ville stikke hovedet forbi bloggen og sige hej. Jeg skriver i øvrigt speciale om offentlig fremførelse af ophavsretligt beskyttede musikværker og den retlige kvalificering af, hvorvidt linking kan anses som en offentlig fremførelse. KODA-sagen og så’n, I ved. Så selvom vi ikke skriver så meget om musik her på bloggen for tiden, skriver jeg om musik et andet sted. Omend på jura-sprog. Men det skal nok blive godt.

Der sker mange dejlige ting i disse dage. SPOT-festival står for døren og jeg glæder mig som altid helt umådeligt meget. Jonas Breum, Nonsens, Aurora, Av Av Av, Hessismore, hukaos, Unkwon, Yung – har I set alle de lækre sager, der er på programmet? Det bliver så godt. Og traditionen tro skal vi nok lave et “hvad-skal-du-se-på-SPOT”-indlæg, hvor vi guider til de bedste koncerter.

Derudover har Oppenheimer åbnet for ansøgninger. Så har du lyst til at spille på årets festival skal du sende din ansøgning inden 1. maj. Sidste år var et brag af en aften, og jeg forestiller mig, at i år bliver mindst lige så godt. Læs mere og ansøg her.

Og så lidt musik. Min mailindbakke er mildest talt uoverskuelig, og jeg har musik nok til et års indlæg. Men man skal jo starte et sted – og det bliver med 3 numre, som gør sig godt på en solskinsdag:

Første video er fra duoen Shy Shy Shy. De udgav singlen “Do Not Ask” i oktober sidste år og er nu klar med deres 2. single “In the Palm of My Hand”. Det har en lækker stemning over sig og lyder som soundtracket til den perfekte fredagsfilm.

Dernæst har drengene fra Eirene udgivet et nyt nummer. Vi lærte dem at kende i forbindelse med Gymnasiespot for et par år siden, og siden da har de bevæget sig med syvmileskridt. Deres EP “Out in The Open” er på trapperne, og singlen “In My Head” er en forløber hertil. Nummeret har en fantastisk volume, og jeg er helt vild med underlægningen og brugen af vekslende rytmer og kor. Den karakteristiske vokal har en snert af Mont Oliver over sig, og det skaber god vidde i nummeret.

Sidst, men ikke mindst, er der nyt fra Goldie Chorus. Med blød 80’er-vokal og en formidabel syret billedside indbyder “Struggling Hearts” til kærestesorger. Særligt versene gør det godt med de små knæk i vokalen i hver sætning, og nummeret lugter langt væk af P6 Beat. I vores gamle lejlighed kunne dab-radioen kun fange P3 og DR Oline (det’ klart), men efter vi er flyttet, har vi nu knivskarp P6 Beat flydende fra højtalerne. Og det er altså en fornøjelse at lytte til om morgenen, mens man spiser sine havregryn. Og “Struggling Hearts” ville passe perfekt ind – lige midt imellem Radiohead og Kliché.

Det var alt for denne gang – forhåbenligt går der ikke så længe, inden I hører fra os igen. Om ikke andet ses vi til SPOT, ikke? Hav en dejlig weekend.

28 Jan

Vi er her stadig..

Skrevet af Mia og Lukas Kategori: Blogge
Vi er her stadig..

.. vi er bare lidt stille for tiden.

Ikke fordi vi ikke gider mere. Bare fordi vi har travlt med andre ting. Vi er f.eks. flyttet i ny lejlighed. Tre gange så meget plads som før, og en grøn 90’er-plante i hjørnet. Det er skidegodt. I skulle tage at kigge forbi en dag.

Sådan en flytning fylder godt i kalenderen. Det samme gør arbejde. Og speciale-skrivning. De gyldne blog-tider, hvor vi begge var studerende og havde myriader af fritid er for længst slut. Så for nu har vi skruet lidt ned for blusset.

På lørdag tager vi i byen og hører Blaue Blume og The Attic Sleepers på Atlas. Det glæder vi os til. Måske I også er der? Det kunne være hyggeligt.

Wonders har alle dage været et hjertebarn. Men nogle gange skal mor og far have fri, og det har vi taget nu. Måske kommer der et indlæg i morgen. Måske først om en måned. Vi ved det ikke, og vi tænker ikke så meget over det. Vi skriver, når vi har lyst – og hvis I stadig har lyst til at læse med til den tid, så ville det være skønt.

Blaue Blume og The Attic Sleepers på Atlas

På fredag, ikke? Der skal du på Atlas. Du skal derned med dine bedste venner, drikke en masse øl og høre fantastisk musik. Danse lidt, måske. Spise en pizza på vej hjem. Vågne op med tømmermænd lørdag. Spise mere pizza. Lyder det ikke formidabelt?

Det bliver det. Og hverken pizza eller øl bliver den afgørende faktor, selvom de normalt kan spille en ret stor rolle for en fredag aften. For selv hvis du spiser kedelige rugbrødsmadder til aftensmad og kun drikker postevand, så bliver fredagens koncert en fantastisk oplevelse. Uden tvivl.

Og det ved jeg, fordi det er Blaue Blume og The Attic Sleepers, der skal spille. Vi har set dem begge to før, og vi blev – mildest talt – blæst bagover. Det er så knivskarpt og fyldt med kvalitet, at du næsten ikke tror dine egne ører. Og at få dem begge to på én aften, er musikalsk forkælelse. Som når burgermanden ved en fejl giver dig en cheeseburger for meget i to go-posen. Eller når to stykker slik klistrer sammen, og du bliver nødt til at spise dem begge på én gang. Det er næsten for meget. Det er næsten for godt. Og så alligevel slet, slet ikke.

The Attic Sleepers byder på drømmende melodier og fin, blød vokal. Jeg var sikker på, at de ville løbe med sejren i årets udgave af KarriereKanonen, men fik desværre ikke ret. De har for kort tid siden udgivet singlen “Lines” med tilhørende video – prøv lige at hør hvor smukt det er. Som en stjerneklar efterårsnat.

Blaue Blume er – uden sammenligning – noget af det mest spændende på den danske musikscene lige nu. De laver musik, som jeg aldrig har hørt det før. Storladent og teatralsk – båret af den absurd flotte vokal. Der er ikke nogen ligesom dem, de er et lille stykke guld i den danske muld. Hvis du – af en eller anden grund – ikke har fået set dem live endnu, så gør det. De er eddermame skarpe.

Festlighederne foregår på Atlas – et af mine yndlingsspillesteder i Århus. Dørene åbner klokken 20, og du får begge koncerter for en flad 100-lap.

Skulle det være småt med finanserne, kan vi selvfølgelig være behjælpelige; Send en mail med dit fulde navn til mia@wondersmakejoy.dk – så deltager du i konkurrencen om en gratis billet. Der er to billetter på højkant, og konkurrencen slutter torsdag kl. 20.00.

Der er ikke nogen god undskyldning for ikke at tage afsted. Så vi ses på fredag! Til musik og øl – og måske en pizza på vej hjem. Det bliver godt.

23 Sep

Tako Lako – Pulse Riddle

Skrevet af Lukas Kategori: Anmeldelser, Blogge
Tako Lako - Pulse Riddle

Jeg har en ven, der hedder Daniel. Lige nu er Daniel og Mia ude for at hente ingredienser til en pizza. Denne her historie om at have Daniel boende går et stykke tilbage. Faktisk går den helt tilbage til Spot Festival 2013. Han har ikke boet her lige siden, ganske vidst. Men tilbage i 2013 boede Daniel Pihl og Kasper Boldt, to af vores venner, i vores lejlighed under Spot Festival. Almindeligvis deler de en lejlighed i København, så da de var i Aarhus, manglede de sovepladser og havregryn med mælk. Dét var noget, vi kunne hjælpe med.

En sen aften til dén Spot Festival spørger Daniel mig, om jeg ikke skal med ned og høre Tako Lako. Jeg siger, på det nærmeste ordret, at det lortemusik kan han beholde for sig selv. Jeg havde ikke hørt dem live før. Jeg kendte kun til indspilningerne, og balkan har jeg alle dage haft et virkelig ambivalent forhold til.

Efter at have hørt Tako Lakos “Pulse Riddle” gang på gang over de seneste uger, må det øjeblik, i bagklogskabens klare lys, minde ulideligt meget om en sen aften foran Newbees Festival, hvor jeg fortæller Ulige Numres Jacob Ulstrup, at jeg havde tænkt mig at blive væk fra deres koncert, fordi jeg ikke kunne lide deres optagelser. Jacob forsøgte efter bedste evne at fortælle mig, i sine pæneste ord, at jeg lidt var en fuldemandsdouche, og at det Ulige Numre, der var på vej, var helt anderledes end det gamle. Få dage efter udkom “København”. Idiot-fuldemands-Lukas.

Som I næsten kan forestille jer, så er det sket oftere end ofte, at vores umiddelbare oplevelse af et stykke musik, har resulteret i, at vi er kommet galt afsted. Public relations tror jeg, vi skal holde os langt væk fra. Men én ting er sikkert; Vi er ikke blege for at melde ud, at vi har taget fejl. Og med Tako Lako’s “Pulse Riddle” har det virkelig vist sig at være tilfældet.

Pladen, “Pulse Riddle”, den er fandme mærkelig. De første fem numre er som taget ud af Eurovision Song Contest. 12 points to Belarus. Det er velproduceret balkanpop. Syd-øst europæisk kulturliv og moderne musikproduktion i perfekt symbiose. Jeg synes, det er sjovt. Og det er altså et kompliment, selvom det ikke nødvendigvis lyder sådan.

Jeg er enormt imponeret over, hvor velproduceret lyden er. Jeg synes, det er langt ud over det sædvanlige, og fra ende til anden sætter både pladens første og sidste halvdel mange af de produktioner, som lander i vores mail, til skamme. I længden falder den humor, som jeg oplever i pladens første fem numre, helt til jorden. Men det er på alle mulige måder en smagssag, og når jeg hører pladens anden halvdel, kan jeg sagtens overleve fem numres Eurovision.

Det skal først og fremmest siges, at “Pulse Riddle” ikke er delt op i to. Det er min oplevelse af pladen, som er det. For lige så let som jeg tager på de første fem numre, lige så gravalvorlig er jeg omkring de sidste fem numre.

Det kan siges såre simpelt, at Tako Lako mestrer musik. “Right Hans Leads”-versets dubbede og simple opskrift, sammen med selvsamme nummers omkvæd, rummer fra A-Z al den dybde, som jeg havde håbet på at finde på både Mother Lewinskys debut-EP og The Awesome Welles debutalbum. Det er soundtrackværdigt for hver eneste superheltefilm jeg har set, siden Marvel og DC Comics begyndte at tage sine egne film alvorligt. I et lidt andet univers står Shredder med sine allerspidseste klør på struben af April O’Neil, og hver eneste af de fire Ninja Turtles er døde. Men i sidste sekund rejser den ene sig alligevel og redder April på bekostning af sin egen død. I netop dét øjeblik eksploderer “Right Hans Leads”-omkvædet ud i hver eneste biografsal i hele verden.

Kan det blive bedre? Ja, det kan det godt. Pladens ultimative vinder er det 8 minutter og 33 sekunder lange “The Fury”.

Tako Lako – The Fury

Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.

“The Fury” er det bedste nummer, jeg har hørt i år. Det er hurtigt som Spleen United, velproduceret som Sko og Torp, og storladent som Disney. Det er lyden af hovedet på hver eneste OL-atlet lige dét sekund, de skal præstere. Hver eneste student efter de har fået 12 til eksamen. En kvindes planlægningsgen i det sekund hun opdager, at hun er gravid. Vi snakker tempo, folkens. Og når tempoet er så højt, og kvaliteten kan følge med så langt som den gør, er jeg ikke bange for at bruge stereotyper. Jeg har lidt travlt for tiden, og mit allerhøjeste ønske lige nu måtte være, at hver eneste ting jeg gjorde, foregik med samme hastighed, påståelighed og kvalitet som “The Fury” gør det.

I mellemtiden er Daniel og Mia kommet hjem. De har købt ind til pizza. Så nu vil jeg sumpe tilbage i den alt for langsomme virkelighed, mens jeg undrer mig over, at jeg, fordelt på to reelle muligheder for at vælge Tako Lako til i mit liv, først som koncert og senest som blogindlæg, har Daniel Pihl boende. Imens kan du høre “The Fury” og glæde dig til at hele albummet “Pulse Riddle” går online på din lokale streamingtjeneste.

21 Sep

Oppenheimer 2014

Skrevet af Mia Kategori: Blogge
Oppenheimer 2014

Det er dagen derpå på dagen derpå. I fredags var vi til Oppenheimer på Radar, og det var – uden tvivl – en succes. God musik, dygtige afviklere og masser af glade mennesker, der brugte deres fredag aften sammen med os.

Aftenen startede med Heimatt, der som forudsagt blev den perfekte åbner. Som den første festivals-fadøl, der langsomt varmer dine kinder op og får dig i godt humør, gik de på scenen med et smil og fik gjort kål på den værste generthed blandt publikum, der langsomt – men sikkert – begyndte at rokke med til de folkede toner.

01

Fredagens koncert var uden violinist, og selvom det bestemt har sin charme på mange af numrene, var det faktisk dejligt at høre en koncert uden. Det var som om, at der blev mere plads til resten af musikken, og nogle af numrene fik lov til at blive lidt mere rockede end normalt. Det kunne jeg godt lide. Særligt “No Wonder” og et cover af Kavinskys “Nightcall” gjorde indtryk. Desuden spillede de et helt nyt nummer, som jeg desværre ikke kan huske titlen på, men som vil være at finde på det kommende debutalbum, og det var virkelig, virkelig godt. Utrolig ørehængende og radiohit med stort R. Det skal I glæde jer til at høre!

Herefter var det Fjers tur. Hun fremførte sin EP “Beautiful Home” fra start til slut, og det var en vellykket oplevelse. Det var intimt og stille, og selvom ikke alle fremmødte var med på at lytte i stilhed, sænkede der sig en opmærksom ro over Radar. Hun har en flot, flot vokal – også live – som gør sig særligt godt i samspil med backing-vokaler, og som aftenens eneste kvinde skilte hun sig smukt ud fra mængden.

09

Da Sonja Hald skulle på scenen, var salen på det nærmeste fyldt. Publikums-promillen var steget med et par procenter, og stemningen var usandsynligt god. Det var tydeligt at mærke, at en del af publikum var kommet for at høre netop denne koncert, og folk stod helt oppe ved scenen – nogle sågar iført Sonja Hald-huer.

03

Ligesom de sidste gange vi har set dem, leverede Hald-flokken en gennemført koncert. “Du ka’ dø af det der” åbnede ballet, og publikum var med fra starten – og helt til slut. Uanset om man kan lide musikken eller ej, må man tage hatten af for, at Sonja Hald har fundet en niche i det danske vækstlag, som er uudnyttet på nuværende tidspunkt – og de forstår at spille deres kort på den helt rigtige måde. De leverer gode melodier og finurlige tekster, og publikum kvitterer med umiddelbar begejstring. Og det er fuldt fortjent.

Omkring klokken 23 var det tid til – for mit vedkommende – aftenens højdepunkt. Mílford havde taget turen fra København, og efter at have lyttet til debutalbummet “Smithereens” på repeat var mine forventninger tårnhøje.

05

Heldigvis blev de indfriet til fulde – på trods af indledende tekniske vanskeligheder med en guitarforstærker, og en skidesur lydmand, som ikke gad hjælpe de stakkels fyre på scenen.

Det var en smuk, smuk koncert. Forsanger Johan Nørregaard har en ganske unik stemme, som både kan være helt stille og skrøbelig, men også voldsom og højtråbende – og kombinationen af de to gjorde sig fantastisk på scenen. “Skin and Bones” er et af de fineste numre, jeg længe har hørt, og at høre det live var en musikalsk mavepuster fyldt med følelser. Det var fint og hjerteknusende. Lige som det skulle være.

Som afslutning på koncerten spillede drengene et nyt nummer, som også fungerede til UG. De har i den grad fat i den lange ende med deres musik, og jeg glæder mig sådan til at se dem igen snart.

Efter Mílford var det tid til aftenens surprise act – der (trods navnet) ikke var tænkt som en overraskelse, men derimod som et vel-booket trækplaster, der blot blev offentliggjort senere end de andre navne.

Og trækplaster, det var de – for da Rangleklods gik på scenen ved midnatstid, var der godt fyldt i lokalet. Jeg havde dog ikke en oplevelse af, at det var væltet ind med folk, som kun var kommet for at høre Rangleklods. Jovist, der har der sikkert været en flok – men overordnet set, var der mange af de samme mennesker, som havde været der hele dagen. Og det må siges at være en succes. Stemningen var høj, og mens Rangeklods leverede sine velkendte, sveddryppende numre, festede publikum med.

Generelt var der mange mennesker i løbet af hele aftenen – med højdepunkter til Sonja Hald og Rangleklods. Sidste år var der ikke så mange mennesker i løbet af dagen, men fuld knald på til Ukendt Kunstner, som lukkede ballet – og i sammenligning hermed, må dette år siges at være en klar forbedring. Så props til Oppenheimer-folkene, der har sammensat et alsidigt program, der har kunne lokke mennesker til hele dagen.

Årets Oppenheimer var – i mine øjne – en klar succes. Alle koncerterne var gode – og hver koncert bragte noget særligt med sig, hvilket gav en god dynamik i aftenen. Derudover var der fantastisk god stemning bag scenen, hvor alle snakkede med alle og gav en hånd med, når det var nødvendigt. Det oplevede vi ikke på samme måde sidste år, og det gav en dejlig ro blandt de optrædende, og gjorde det til en endnu hyggeligere aften.

Så tak til Oppenheimer. Tak til bands og publikum. Vi havde en dejlig aften, og vi håber, vi ses igen næste år!

Side 1 af 60
  
Ældre indlæg